Lavindkomstfamilier kan søge støtte til efterskole om fire år

7. JAN 2026 • 14:22ERHVERV/POLITIK

I tillæg til tidligere aftale om tilskud til egenbetaling indføres fra 2030 også to stipendieordninger.

Familier med lave indkomster får mulighed for at søge økonomisk støtte til ophold for børn og unge på efterskoler eller frie fagskoler om fire år.

Regeringen har sammen med SF og Dansk Folkeparti indgået en aftale, som indebærer, at der fra 2030 kan søges stipendier, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

- De elever, der går på efterskolerne, skal afspejle samfundet. Det understøtter vi med denne aftale, og det er jeg utrolig glad for, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

Der oprettes 1300 stipendier til efterskoleophold og 50 stipendier til ophold på frie fagskoler.

Muligheden gælder elever fra 8. til 10. klassetrin.

Et stipendium til efterskoler er på 30.000 kroner, mens det til de frie fagskoler er på 45.000 kroner.

Det betyder, at der fortsat er en egenbetaling, som ifølge ministeriet for et efterskoleophold vil være på cirka det samme beløb som stipendiet. Det afhænger dog af, hvilken efterskole man vælger.

Aftalen kommer i tillæg til en ordning, der blev vedtaget i februar 2025, da man afsatte 28 millioner kroner i 2030, stigende til 110 millioner kroner, til delvis dækning af egenbetaling for et 10. skoleår på efterskoler eller en fri fagskole - også gældende for lavindkomstfamilier.

Der tages med aftalen særligt hensyn til elever, der bor på Læsø, Samsø og Ærø, da de har lang rejsetid til nærmeste ungdomsuddannelsestilbud.

- Det er et vigtigt skridt, at langt flere unge fra familier med få midler nu får adgang til efterskoler. Det skal ikke være din pengepung, der afgør dine valgmuligheder efter 9. klasse. Det skal helst heller ikke være geografien, siger uddannelsesordfører Sofie Lippert (SF) i pressemeddelelsen.

Også Dansk Folkeparti er med i delaftalen.

- Dansk Folkeparti glæder sig især over, at vort forslag om at give flere unge mulighed for et efterskoleophold gennem et forhøjet tilskud til unge fra lavindkomstfamilier nu bliver til virkelighed, siger uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen (DF).

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT