Buch ser åbning for nyt fastfood-eventyr efter Just Eats danske exit

4. MAR 2026 • 11:24ERHVERV/POLITIK

Onsdag har ejeren af madudbringningsplatformen Just Eat annonceret, at den lukker forretningen i Danmark.

Iværksætteren Jesper Buch havde ikke lukket Just Eats danske forretning, hvis han stadig havde været en del af ejerkredsen.

Det siger han, efter at madudbringningsplatformen onsdag har annonceret sit farvel til Danmark.

- Det var ikke sket på min vagt, uagtet om det så gav underskud. Oprindelseslandet er for mig en loyal ting at bevare, siger han.

- Jeg har nok lidt for meget hjerte til at kunne tage den beslutning, men de (ejerne, red.) har jo ikke noget forhold til Danmark.

Jesper Buch var med til at stifte Just Eat fra en kælder i Kolding tilbage i 2001, men han solgte det sidste af sin ejerandel omkring ti år senere.

Selskabet flyttede til Storbritannien i 2006 og har siden skiftet ejer flere gange.

Det skete senest i august sidste år, da det hollandske investeringsselskab Prosus købte den i en handel til en værdi af godt 30 milliarder kroner.

Beslutningen om at forlade Danmark er blevet begrundet med, at Just Eat har været udfordret her i landet.

Det står ikke klart, hvornår lukningen helt præcist bliver effektueret, men det er forventningen, at tilstedeværelsen i Danmark afsluttes endegyldigt inden for den nærmeste fremtid.

Siden sit farvel til Just Eat i 2011 har Jesper Buch også været en del af ejerkredsen hos konkurrenten Hungry. Den ejerandel blev solgt til tyske Delivery Hero i 2021.

Nu vil han overveje, om han skal forsøge sig med en ny madudbringningsplatform i Danmark for tredje gang.

- Jeg må vurdere, om jeg skal i arbejdstøjet igen, så det må jeg lige snakke med Morten om, siger han med henvisning til Morten Larsen, der i en periode var direktør i Just Eat og som siden stiftede Hungry.

- Om jeg ønsker at give det en skalle igen, det ved jeg ikke. Jeg synes, at Just Eats beslutning er fjollet, men det åbner op for en mulighed for os andre.

- Vi har gjort det to gange, så kan vi satme også gøre det tre gange, siger Jesper Buch.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT