Troels Lund giver kold skulder til DF-krav om færre muslimer

4. MAR 2026 • 13:41ERHVERV/POLITIK

Det skal ikke være religion, der driver udlændingepolitikken i Danmark, siger Venstres Troels Lund Poulsen.

Venstres formand og statsministerkandidat, Troels Lund Poulsen, har for første gang forholdt sig til Dansk Folkepartis ultimative krav om, at der skal være nettoudvandring af muslimske borgere.

- Det er ikke sådan, at det er religion, der kommer til at drive, hvordan dansk udlændingepolitik skal være, siger han på et pressemøde på Bordings Friskole på Østerbro i København onsdag eftermiddag.

- Men der er meget at stramme op på. Der er jeg glad for, at de blå partier har en mere ambitiøs tilgang end de røde partier.

Pressemødet handler om Venstres skoleudspil, men Venstre-formanden bliver spurgt ind til DF's ultimative krav.

Søndag sagde Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at der skal være flere muslimske borgere, der forlader Danmark, end der kommer til Danmark.

- Er det pænt? Er det politisk korrekt? Er det sådan, man får venner på Christiansborg? Nej. Men det er nødvendigt for, at Danmark forbliver dansk, skrev Messerschmidt på X.

- Det er nødvendigt for, at danskerne ikke bliver udskiftet. Det er nødvendigt for at kunne give Danmark trygt videre til næste generation. Nu er det sidste chance for at vende udviklingen.

Enhedslisten, De Radikale og Moderaterne har kritiseret forslaget fra DF.

Troels Lund Poulsen siger på pressemødet onsdag, at der skal gøres mere for, at kriminelle udlændinge forlader Danmark. Han nævner på pressemødet også, at en rød regering vil lempe udlændingepolitikken.

Ved valgudskrivelsen torsdag i sidste uge sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun har tre ultimative krav i en kommende regeringsforhandling. Et af dem er en stram udlændingepolitik.

Troels Lund Poulsen har foreslået, at nye statsborgerskaber er betingede de første fem år efter erhvervelsen. På den måde vil det blive nemmere at tage statsborgerskabet fra personer, der begår eksempelvis grov vold eller voldtægt.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT