Kulturminister ønsker opgør med kønsfordeling i radioen

21. MAJ 2022 • 14:14ERHVERV/POLITIK

DR og TV 2 skal arbejde efter "at skabe større mangfoldighed og diversitet", fremgår det af ny medieaftale.

Som en meget stor kulturinstitution er DR med til at skævvride kønsfordelingen på et musikmarked, der i forvejen ikke har ligestilling.

Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der lørdag har præsenteret en ny medieaftale.

- Der er en massiv overvægt af mandlige musikkunstnere, der bliver afspillet i radioen, og det skal vi have et indblik i.

Regeringen har indgået et smalt medieforlig. I den fremgår det, at man vil have DR og TV 2 til at arbejde efter "at skabe større mangfoldighed og diversitet".

Ministeren fastholder, at man ikke vil tvinge medierne til at skabe en lige kønsfordeling af eksempelvis musikkunstnere i radioen eller på tv.

- Vi vil ikke tvinge medierne til en ligelig kønsfordeling, men vi skal have adgang til tallene for kønsfordelingen, så vi kan have en debat på et oplyst grundlag, siger hun.

Håndteringen af kønsproblematikken hos de to mediegiganter var med til, at DF forlod forhandlingslokalet fredag. Det skriver partiets kulturordfører, Dennis Flydtkjær, på Twitter.

- DF er ude af forhandlinger, skrev han lørdag.

- Alle, der modtager mediestøtte eller penge fra public service-puljen, skal fremover lave en kønsangivelse opgjort på han, hun og andet køn.

- Samtidig skal DR fokusere på, at der spilles lige mange mandlige og kvindelige musikere. Bliver vist ikke mere woke-agtigt (oplyst eller politisk korrekt, red.).

Ifølge ministeren handler det primært om, at der har været en frustration over, at DR bidrager til skævvridningen, fortæller hun.

- Der er en skævhed i kønsbalancen, i forhold til hvad der bliver afspillet på vores radiostationer, og det smitter af på festivalernes programmer og også de rettighedspenge, som bliver udbetalt, siger hun efter pressemødet.

- Hvis der er en skævhed, som der efter alt at dømme er, så skal det frem i lyset, og så skal vi efterfølgende have en debat om, hvordan man så løser det.

Hos Autor, der er den næststørste organisation i musikbranchen, mener man heller ikke, at man skal ty til tvang. Det siger organisationens forperson, Anna Lidell.

- Forandringen sker ikke af sig selv. Derfor betyder det meget, at det er skrevet ind i medieaftalen, siger hun.

- Men det handler om at blive bevidst om den skæve fordeling. Det er med til at gøre en forskel. Det kan man allerede se hos DR. Og det er jo netop en måde at komme uden om den her skævvridning uden at lave kvoter, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU