K-formand holder tæt om kontakt til Venstre om blå regering

22. AUG 2024 • 12:41ERHVERV/POLITIK

Venstre og Troels Lund skal tilbage i blå blok, mener Mona Juul, der ikke vil afsløre, hvor tit de to snakker.

De Konservatives formand, Mona Juul, går benhårdt efter en blå regering efter næste valg.

Og i den forbindelse anerkender hun, at Venstre og formand Troels Lund Poulsen "meget vel" kunne blive afgørende for, at det kan ske.

Alligevel tøver hun på spørgsmålet om, hvor tit hun taler med Venstre-formanden.

- Altså, det kan jeg ikke svare på. Jeg kan ikke svare på det her, siger Mona Juul på partiets sommergruppemøde i Nyborg efter en lang tænkepause.

- Jeg elsker at tale med alle partiledere fra alle partier, og jeg taler også med Troels Lund om alt mellem himmel og jord, siger hun videre.

Mona Juul mener dog, at "vi snakker rigtig godt sammen i den blå lejr" og tror på, at det lykkes at samle en borgerlig regering efter næste folketingsvalg.

Hun vil lokke Venstre tilbage i folden ved at "opsætte scenarier" for, hvad en samlet blå blok kan blive enige om af politik.

De Konservative er også klar til at gå i regering, lyder det fra Mona Juul.

For hendes forgænger, afdøde Søren Pape Poulsen, var det dog ikke nok. Ved seneste folketingsvalg var han statsministerkandidat, men en sådan drøm har Mona Juul ikke haft.

- Det er ikke aktuelt. Jeg har ikke haft så store drømme. Spørg mig igen en anden god gang, siger hun på pressemødet efter sommergruppemødet.

Efter pressemødet kan Mona Juul over for Ritzau ikke svare på, hvem der skal være statsministerkandidat i blå blok, hvis hun ikke selv vil være det.

- Det må folk i de forskellige partier selv forsøge at finde ud af. Det ville være nyttigt, hvis der var en, siger Mona Juul dog.

Spørgsmål: Hvorfor melder du dig ikke selv?

- Vi står på bagkant af et virkelig godt EU-valg, og det kunne vi godt tænke os at få igen først og fremmest, siger hun om det næste folketingsvalg, som senest skal finde sted 31. oktober 2026.

- Vi står ikke så opportunt, så det giver mening for os, tilføjer Mona Juul, som dermed henviser til, at da Pape meldte sig som statsministerkandidat, der stormede De Konservative frem i meningsmålingerne.

Venstre-formand Troels Lund Poulsen har også meldt pas i forhold til at være statsministerkandidat, og heller ikke andre partiledere fra borgerlige partier er stemplet ind som kandidat.

Venstre-formanden har dog udtalt, at han gerne så en borgerlig regering, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre. Han mener, at Venstre får mere af sin politik igennem i den nuværende SVM-regeringen, end Venstre ville få med borgerlige partier.

Spørgsmål: Mona Juul, hvorfor vil du ikke sige, hvor tit du og Troels Lund Poulsen taler sammen. Han er vel den, du burde tale mest med, hvis der skal være en borgerlig regering?

- Jeg taler med alle partiledere. Jeg har gode relationer, men det er ikke op til mig at fortælle, hvor mange gange jeg mødes med folk, og hvad vi taler om. Det kan jo være, at jeg taler meget med Troels Lund Poulsen, men jeg synes ikke, at jeg behøver at sige hvor meget, siger Mona Juul.

Ellers kunne Mona Juul på pressemødet afsløre, at De Konservative i næste uge præsenterer sit bud på en ny bandepakke. Her foreslår partiet blandt andet at skærpe straffen for både at udføre, men også bestille, et lejemord. Når det er banderelateret, skal det give mindst 16 år i fængsel, mener partiet.

De Konservative har også præsenteret et udspil om tre mindre lovmæssige justeringer, der skal gøre elbiler mere attraktive for både borgere og klimaet.

Afgiften på motoransvarsforsikringen for elbiler skal fjernes, det samme skal grænsen for hvornår en elbil skal skrottes, og så skal Danmark blive bedre til at genbruge reservedelene.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT