Trump vil droppe beskatning af amerikanernes overarbejde

13. SEP 2024 • 02:21UDLAND

Hvis Trump bliver valgt som præsident, skal amerikanerne ikke betale skat af løn fra overarbejde, siger han.

Hvis USA's republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, vinder valget, vil han droppe beskatningen af amerikaneres overarbejde.

Sådan lyder det ifølge mediet CNN fra Trump til et vælgermøde i byen Tucson i delstaten Arizona.

- I dag offentliggør jeg, at vi som del af vores andre skattelettelser, også vil sætte en stopper for alle skatter på overarbejde. Ved I, hvad det betyder? Tænk over det, siger præsidentkandidaten til de fremmødte.

Det er Trumps første vælgermøde, efter at han natten til onsdag mødte Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, til deres første debat i Philadelphia i Pennsylvania.

- Det vil give folk et større incitament til at arbejde. Det giver virksomheder rigtig meget. Det gør det meget nemmere at få folk (til at arbejde, red.).

Tidligere har ekspræsidenten Trump, der vandt valget i 2016, meddelt, at han også vil droppe andre skatter.

Det skal blandt andet betyde, at amerikanerne kan lægge deres drikkepenge direkte i lommen, ligesom han har foreslået, at pensionister ikke skal betale skat af de sociale ydelser, de modtager.

- De mennesker, der har overarbejdstimer, er blandt de mest hårdtarbejdende borgere i vores land, og alt for længe har ingen i Washington (Washington D.C., red.) taget sig af dem, siger Trump til vælgermødet.

- De er politibetjente, sygeplejersker, fabriksarbejdere, håndværkere, lastbilchauffører og maskinoperatører.

Efter debatten mellem Harris og Trump gjorde Trump det klart, at han ikke planlægger at deltage i endnu en debat før præsidentvalget, der finder sted 5. november.

Trump mener selv, at han vandt debatten, og at dens moderatorer hos mediet ABC News behandlede ham "uretfærdigt".

En nylig måling fra analyseinstituttet Ipsos bragt af nyhedsbureauet Reuters indikerer dog, at de fleste amerikanske vælgere ser anderledes på spørgsmålet om debattens vinder end Trump.

Blandt de vælgere, som sagde, at de i det mindste havde hørt noget om tirsdagens debat, lød det fra 53 procent, at Harris vandt. 24 procent sagde, at Trump vandt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT