Endnu et projekt med grønne brændstoffer vakler

12. SEP 2024 • 12:35ERHVERV/POLITIK

Ørsted sætter ifølge Børsen et projekt med en fabrik, som skulle producere grønne brændstoffer, i bero.

Den seneste tid har ikke været god for udsigterne for grønne brændstoffer.

Ørsted droppede i august et projekt med PtX, hvor vedvarende energi bruges til at lave brændstofferne, og nu er der igen dårligt nyt.

Arbejdet med en af de største grønne brændstoffabrikker i Danmark sættes også i bero, oplyser energiselskabet til Børsen.

Det er projektet Green Fuels for Denmark, der blev annonceret tilbage i 2020, og som Erhvervsstyrelsen også har spyttet millioner i.

Omkostningerne er dog steget betydeligt, og arbejdet med en havvindpark, som skulle levere strømmen, er ifølge Børsen sat i bero.

Projektet er dog ikke helt droppet. Det undersøges, om der kan findes andre veje frem, lyder det fra Ørsted.

Power to X - forkortet: PtX - er en teknologi, hvor vedvarende energi kan bruges til at lave grønne brændstoffer.

Den grønne strøm bruges til at spalte vand til ilt og brint, der kan bruges direkte som brændstof eller laves til andre - for eksempel e-metanol, hvis der tilføres kulstof.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ærgrer sig over Ørsteds beslutning om at pause projektet.

- Det er skuffende, siger ministeren til Finans.

- Der er brugt kræfter på at åbne døren for IPCEI-støtten til Ørsted, og derfor er det trist at høre Ørsteds melding. Forhåbningen er så, at andre aktører fortsat har interesse i at producere de grønne flybrændstoffer, siger Lars Aagaard til Finans.

I slutningen af 2022 meddelte Ørsted, at projektet Green Fuels for Denmark havde fået tildelt 600 millioner kroner i støtte fra Erhvervsstyrelsen som en del af det europæiske IPCEI-program.

Programmet gør det lettere og mere fleksibelt for stater at støtte projekter, der har fælles europæiske interesse.

Projektet er blot det seneste i en række af projekter med relation til produktion af grønne brændsler, som er havnet i problemer.

I forbindelse med sit regnskab for første halvdel af 2024 meddelte Ørsted, at selskabet trak sig fra sit grønne brændstofprojekt FlagshipOne.

Samtidig lød det fra topchef Mads Nipper, at Ørsted fremover ville nedprioritere sin indsats på markedet for grønne brændstoffer. Det skyldes ifølge Nipper, at markedet udvikler sig langsommere end forventet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT