Juraprofessor ser flere sten der kan vendes i Elbit-sag

27. NOV 2024 • 12:45ERHVERV/POLITIK

Regeringen afviste mundtlige undersøgelser, men nu kræves det for at undersøge våbensag yderligere.

Der er behov for at undersøge mere i Elbit-sagen, som handler om vildledning af Folketinget samt en mulig ulovlig sammenblanding af et milliardkøb af israelske våben og et hemmeligt forlig.

Sagen er allerede blevet undersøgt af advokater, men de gjorde det med den ene arm bundet bag ryggen, for de havde ikke mulighed for at tale med embedsmændene i sagen.

Det mener en række partier samt juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, som mener, at der er mere at tage fat i.

- Det er et politisk spørgsmål, om man vil det, men juridisk er det ikke en fyldestgørende undersøgelse. Advokaterne kunne ikke løse opgaven og når kun halvvejs gennem undersøgelsen, siger Frederik Waage.

Altinget kunne i 2023 berette, at Folketinget havde fået en forkert deadline for et våbenindkøb fra israelske Elbit Systems, som i virkeligheden ikke hastede.

En advokatundersøgelse fra november 2024 konkluderer, at der blev forskelsbehandlet mellem Elbit og to andre våbenproducenter.

Ifølge advokaterne tyder meget på, at der var en skjult sammenhæng mellem aftalen med Elbit og indgåelsen af et forlig med selskabet i en anden erstatningssag.

Siden har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lovet at tage en samtale med de relevante embedsmænd i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Men der er fortsat mulighed for andre undersøgelser ifølge professoren.

- De kunne lave en selvstændig advokatundersøgelse eller få en dommer eller professor til at undersøge det, siger Frederik Waage.

Trods konklusionerne har efterspillet ikke fyldt meget i medierne og på Christiansborg. Det kan skyldes, at en del af de øverst ansvarlige er væk.

- Jakob Ellemann er gået af og har en ny karriere. Hvis der stadig havde været en minister på området, der havde spillet en rolle i sagen, ville de politiske reaktioner nok være anderledes, siger Frederik Waage.

Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) trådte tilbage på grund af stress, mens departementschef Morten Bæk blev hjemsendt og en række andre embedsmænd har fået nye job.

Dermed kan de ikke holdes ansvarlige i sagen.

- Det er problemet. Vil man foranstalte en undersøgelse når ministeren og departementschefen er gået af? Nogle vil mene, at man har taget opgøret, og spørge hvorfor flere undersøgelser er relevante, siger Frederik Waage.

Han kalder det utilfredsstillende, at advokaterne ikke måtte afhøre vidner, hvilket skyldes, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afviste det, hvilket et flertal i Folketinget gik med til.

Undersøgelsen var længe undervejs og blev udskudt tre gange. Den er kritiseret for kun at benytte sig af skriftlige kilder og blandt andet ikke at undersøge statsministerens rolle i sagen.

De Radikale og Liberal Alliance er åbne for en undersøgelse, mens Danmarksdemokraterne, SF og De Konservative kræver sagen yderligere undersøgt.

Danmark endte med at indkøbe 19 artillerisystemer samt otte raketkastere til en samlet pris af 1,7 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT