Højredrejet EU-Kommission blev godkendt med snævert flertal
Ursula von der Leyen har fået ja til sin anden EU-Kommission. Den vil fokusere på konkurrence og sikkerhed.
Ursula von der Leyens anden EU-Kommission er onsdag blevet godkendt ved en afstemning i EU-Parlamentet.Afstemningen kommer efter seks måneders forhindringsløb, og resultatet udløste et stort smil og omfavnelser til politiske allierede i EU-Parlamentet fra von der Leyen.
- I dag er en god dag for Europa, for afstemningen viser, at midten i europæisk politik holder endnu, siger Ursula von der Leyen.
Resultatet var dog overraskende tæt. I alt 370 medlemmer af EU-Parlamentet endte med at stemme for EU-Kommissionen, mens 282 stemte imod. 36 stemte blankt.
Dermed fik Ursula von der Leyens nye hold kun ni stemmer mere end de 361 stemmer, der var krævet.
- EU-Parlamentets godkendelse betyder, at vi kan indlede arbejdet den 1. december. Det er tid til, at vi kommer i gang, siger von der Leyen.
Nu vil konkurrenceevne, sikkerhed, migration og leveomkostninger komme højt på dagsordenen i Bruxelles.
- Det er afgørende, at vi kommer i gang nu. Vi står med store politiske udfordringer inden for EU, ved vores grænser og i vores nærområde, siger Ursula von der Leyen.
Til gengæld er den grønne omstilling, som var hovedprioriteten for Ursula von der Leyens første EU-Kommission, gledet et stykke ned af listen over prioriteter.
Klimapolitikken er dog langt fra forsvundet, understreger von der Leyen.
- Vi har brug for at styrke vores konkurrenceevne, og effekterne af klimaforandringerne kan mærkes med stadig stigende styrke, så jeg er glad for at kunne regne med et stærkt og erfarent hold, siger hun.
Forud for afstemningen har flere politiske grupper i venstre side af EU-Parlamentet kritiseret, at EU-Kommissionen giver plads til blandt andre Italiens Raffaele Fitto som ledende næstformand.
Han kommer fra Giorgia Melonis højrenationale parti, Italiens Brødre. Det medvirkede til at splitte blandt andre socialdemokraterne og De Grønne i afstemningen.
Også det yderste højre i EU-Parlamentet stemte nej til EU-Kommissionen, som ifølge von der Leyen fortsat vil søge sine flertal i midten af EU-Parlamentet.
Det sker, selv om sammensætningen af selve EU-Kommissionen betyder en markant drejning mod højre.
Ud af de 27 EU-kommissærer kommer de 14 fra Ursula von der Leyens borgerlige EPP-gruppe.
Til højre for dem bliver den konservative ECR-gruppe repræsenteret af Italiens ledende næstformand i EU-Kommissionen, Raffaele Fitto.
Derudover er det yderste højre repræsenteret af Ungarns Olivér Várhelyi, der er udpeget af premierminister Viktor Orbán.
Det kan måske give udfordringer for Danmarks nye EU-kommissær, Dan Jørgensen, der har grøn omstilling som en mærkesag.
Men han tror på, at det vil være muligt at fastholde den grønne dagsorden trods en ny sammensætning af EU-Kommissionens medlemmer.
- Der er ingen tvivl om, at den grønne omstilling er under pres i mange EU-lande. Men jeg er meget optimistisk, i forhold til at vi i EU-Kommissionen faktisk kan blive ved med at være ganske ambitiøse, siger Dan Jørgensen.
Han peger på, at EU allerede har vedtaget konkrete klimamål, der nu skal indfris ved at implementere en række politiske forslag.
- Det er klart, at al lovgivning skal vedtages af EU-Parlamentet og medlemslandene. Så det ligger ikke på den flade hånd. Der skal kæmpes fra dør til dør. Det er vi klar til, siger Dan Jørgensen.
Som EU-kommissær for energi og boliger skal Dan Jørgensen også arbejde på at få energipriserne ned.
/ritzau/