Omdiskuteret bokser trækker sig fra første stævne efter OL-triumf
OL-guldvinder Lin Yu-ting har trukket sig fra stævne, da der blev stillet spørgsmålstegn ved hendes køn.
Taiwaneren Lin Yu-ting var sammen med algeriske Imane Khelif et stort samtaleemne, da de begge vandt guld ved sommerens OL i Paris.Der blev stillet spørgsmålstegn ved deres køn, efter de ved VM sidste år blev diskvalificeret, fordi de havde for højt indhold af det mandlige kønshormon testosteron i kroppen.
Den diskussion er ikke forstummet efter OL.
Lin Yu-ting skulle ved et stævne i Storbritannien i denne uge i kamp for første gang siden legene i Paris, men World Boxing, som arrangerer stævnet, har stillet spørgsmålstegn ved hendes køn, og det har fået hende til at trække sig.
Det oplyser taiwanske sportsmyndigheder i en udtagelse.
- Hun er kvinde, opfylder alle gældende kriterier og har allerede succesfuldt deltaget i et boksestævne for kvinder (OL i Paris, red.), hvor hun vandt guld, lyder det fra Taiwans sportslige administration.
- Da World Boxing er et nyt forbund og stadig kæmper med at navigere, mangler forbundet evnen til at følge IOC's retningslinjer, som sikrer beskyttelsen af atleternes rettigheder.
- Derudover har World Boxings medicinske komité endnu ikke etableret sikre procedurer, som fortroligt beskytter de medicinske oplysninger, Taiwan indsender om Lin Yu-ting.
Taiwans administration oplyser også, at Lin tilbød at gennemgå en "omfattende lægeundersøgelse i Storbritannien", men det var World Boxing ikke interesseret i.
For at undgå yderligere postyr omkring Lin valgte hendes træner og de taiwanske sportsmyndigheder derfor at trække hende fra stævnet, inden det startede.
World Boxing blev stiftet i 2023 efter en serie af møgsager og konflikter i Det Internationale Bokseforbund (IBA).
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) anerkender heller ikke længere IBA som forbund, og derfor oprettede IOC selv en komité, der stod for boksekonkurrencerne ved OL.
Den komité godkendte, at Lin Yu-Ting og Imane Khelif kunne være med i Paris begrundelsen, at "alle atleter, der deltager i bokseturneringen ved OL i Paris, overholder konkurrencens berettigelses- og adgangsregler."
/ritzau/AFP/