KØB ABONNEMENT

Inflationen i eurozonen stiger til det dobbelte af målsætning

ERHVERV/POLITIK • 4. NOV 2026 • 12:23

Stigningen i inflationen hænger sammen med konflikten i Mellemøsten, der har medført højere energipriser.

Inflationen i eurozonen steg i oktober til fire procent, hvilket er det højeste niveau i mere end tre år.

Det viser en foreløbig opgørelse fra EU's statistikbureau, Eurostat.

I september var inflationen i eurozonen 3,8 procent. Eurozonen er en betegnelse, der bruges om de lande, som bruger euro som valuta.

Det betyder dermed, at inflationen er dobbelt så høj som Den Europæiske Centralbanks (ECB) målsætning om en inflation på to procent.

Stigningen skal ifølge Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i AL Sydbank, ses i lyset af stigende energipriser.

- Inflationen i eurozonen presses op af højere energipriser på grund af konflikten i Mellemøsten. I oktober steg energipriserne med 1,4 procent, og i løbet af det seneste år er energipriserne steget med 20,8 procent.

- Det giver god mening, da olieprisen og naturgasprisen er steget med henholdsvis 70 procent og 230 procent siden årets begyndelse, skriver han i en kommentar.

Siden konflikten mellem USA og Iran begyndte i starten af året, er oliepriserne steget markant.

Det hænger sammen med, at Hormuzstrædet, som en stor del af verdens olie transporteres igennem, har været blokeret.

Phillip Jagd, der er aktiechef i Sampension, vurderer ligeledes, at det er høje energipriser, der har presset inflationen op.

- Siden udbruddet af Iran-krigen er den europæiske inflation fordoblet, skriver han i en kommentar og tilføjer:

- Og der er næppe udsigt til bedre tider på inflationsfronten lige foreløbigt - og slet ikke, hvis USA efter midtvejsvalget genoptager angrebene på Iran.

Ser man på kerneinflationen, der er inflationen eksklusive energi- og fødevarepriser, er der tale om en mere moderat inflation, lyder det fra Kim Blindbæk fra AL Sydbank.

- Det er en mere moderat inflation, men de fortsat høje energipriser øger risikoen for, at prisstigningerne spreder sig yderligere til resten af økonomien, skriver han.

Kerneinflationen endte i oktober på 2,5 procent.

ECB har indtil videre hævet renten to gange i år, men Kim Blindbæk forventer, at der vil komme endnu en renteforhøjelse i december.

Selv om ECB's renteforhøjelser som udgangspunkt kun gælder for lande i eurozonen, så kan ændringer ofte også mærkes i Danmark.

Det hænger sammen med, at Danmark har fastkurspolitik. Nationalbanken følger derfor som hovedregel trop, når renten justeres hos ECB.

I Danmark var inflationen i september 2,2 procent.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT