Minister er havnet i ordkrig om seksuel lavalder med eks-kollega
Monika Rubin kritiserede Mike Fonseca, da det kom frem, at han havde indledt et forhold til en 15-årig pige.
Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin (M) er havnet i en ordkrig om den seksuelle lavalder med sin tidligere partifælle og eks-folketingsmedlem Mike Fonseca.Rubin beskylder Fonseca for at ville have en seksuel lavalder på ti år. Det afviser Fonseca dog nogensinde at have ment eller sagt.
Det skriver Ekstra Bladet.
Meldingen kommer under en måned før, at duoen mødes i retten.
Fonseca har således stævnet Rubin for hendes udtalelser om Fonsecas kæreste i 2023. Derfor mødes de i Retten i Lyngby 1. december.
Rubin har beskyldt Fonseca for grooming i et Facebook-opslag fra november 2023, og det vil Fonseca ikke have siddende på sig.
Sagen handler om, at Rubin i 2023 kritiserede Fonsecas forhold til en dengang 15-årig pige. Fonsecas forhold førte til, at han måtte forlade Moderaterne.
I et skriftligt citat til Ekstra Bladet siger ministeren nu, at Fonsecas grænse for en seksuel lavalder går ved "omkring ti år". I den forbindelse henviser ministeren - via sin særlige rådgiver - til et Fonseca-interview i Sjællandske Nyheder fra november 2025.
Fonseca afviser den påstand pure. Det siger Fonsecas advokat, Julie Stage, til Ekstra Bladet.
- Som Monika Rubin udmærket er bekendt med, fremgår det tydeligt af samme artikel, at min klient udtaler til avisen, at han mener, at den nuværende seksuelle lavalder på 15 år er passende, hvilket jeg kan konstatere, at et flertal i Folketinget tilsyneladende er enigt i, siger advokaten.
Men Rubin fastholder sin holdning til, hvad Fonseca mener om den seksuelle lavalder, altså ifølge ministeren.
Nu skal duoen snart mødes i retten, og "så må Mike Fonseca jo forklare, hvad han synes om sex med børn", lyder det fra Rubin til Ekstra Bladet.
I interviewet fra 2025 med Sjællandske Nyheder forholder Fonseca sig til den seksuelle lavalder. På et tidspunkt siger Fonseca, at "i nogle lande er den seksuelle lavalder helt ned til ti-årsalderen. Der går min grænse".
Derefter bliver Fonseca spurgt ind til, om hans grænse går ved ti år.
- Der er nogle lande, hvor den seksuelle lavalder er ti år, eller ni år, tror jeg. Jeg ved i hvert fald, at der er nogle lande, hvor den er 11, 12 og 13 år. Og nu spurgte du til mine grænser. Og der går min grænse, siger han.
Ekstra Bladet har dog set set dokumentation for, at det citat, som Fonseca godkendte til artiklen, ikke sluttede med "Og der går min grænse", men med "Og der er min grænse i den grad nået og mere til".
Efter at sagen kom frem i 2023, meldte Fonseca sig ud af Moderaterne og gik på sygeorlov, inden han vendte retur i Folketinget som løsgænger.
Kæresteforholdet stred imod Moderaternes adfærdskodeks, som foreskriver, at man ikke må have seksuelle relationer med personer under 18 år.
- Jeg er så vred! Og skuffet over, at han så samtidig mener, at han er en god repræsentant for den danske befolkning, når han har så forskruet en tilgang til unge mennesker og deres seksualitet, skrev Rubin umiddelbart efter på Facebook.
Dengang skrev Rubin også, at hun mente, at der var tale om grooming, da et voksent menneske ifølge hende havde brugt sin status og erfaring til at forføre et ungt menneske. Opslaget findes fortsat på Rubins Facebook-profil.
Grooming er strafbart. Det handler ifølge Red Barnet om en relation, hvor en mental eller aldersmæssigt overlegen person opbygger en relation til et barn eller en ung for at udnytte dem seksuelt.
I januar 2024 stoppede Midt- og Vestsjællands Politi en efterforskning af Fonseca for grooming.
Politiet vurderede ikke, at der var en begrundet formodning om, at der var foregået noget strafbart.
RITZAU
