Danske virksomheder indfrier bookingkrav til nyt brintrør
Der er budt ind med mere brint til nyt brintrør, end det var krævet, og derfor går projektet et skridt videre.
Danske virksomheder har nu booket tilstrækkelig plads i et kommende brintrør til Tyskland, så realiseringen af projektet kan gå videre til næste skridt.Det oplyser Energinet i en pressemeddelelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt danske virksomheder var klar til at reservere plads i brintrøret, har været en omstridt sag.
- Vi har fulgt udviklingen i kapacitetsbookingerne tæt, og spændingen om bookingkravet i 2026 er nu umiddelbart udløst, siger Michael Linnemann Pedersen, områdeleder for Megaprojekter hos Energinet, i meddelelsen.
Brintrøret skal gå som et 7-tal fra Esbjerg, ind i det centrale Jylland og ned til Tyskland.
Her står tyske fabrikker klar til at aftage den danskproducerede brint, der skal være skabt med vedvarende energi.
Ved at bruge grøn brint i industrielle processer kan store tyske fabrikker tage et nyt klimatiltag i brug.
Planerne om at etablere et brintrør fra Danmark til Tyskland begyndte at tage fart fra 2023, hvor de to lande gav håndslag på ideen.
Herefter har der været udfordringer med at udforme den økonomiske støtte og sikre garantier for, at virksomheder kan og vil levere brint til røret.
I september indgik Folketinget en ny aftale om øget økonomisk støtte til brintrøret, hvor der også blev fastsat et krav til, hvor meget brint virksomheder skal love at levere til røret.
Kravet på 0,5 GW ser nu ud til at blive indfriet, da der er indleveret bookinger svarende til 0,557 GW.
- Det bringer os et skridt videre mod ambitionen om at kunne transportere danskproduceret grøn brint til tysk industri og bidrage til et europæisk brintmarked, siger Michael Linnemann Pedersen videre i meddelelsen.
De danske virksomheders booking er dog ikke bindende og kan opsiges indtil den 31. december 2027.
Aktørerne skal først binde sig økonomisk i slutningen af 2027.
En af de danske virksomheder, der gør klar til at sende brint til Tyskland, er Everfuel.
Her takker man de danske og tyske myndigheder for at sætte gode rammer for den nye brintindustri og -transport.
Everfuels direktør og stifter, Jacob Krogsgaard, påpeger samtidig, at Danmark er på vej til at stå stærkt som eksportør i brintmarkedet.
Indfrielsen af Tysklands nationale brintambitioner vil kræve store mængder grøn brint, som Danmark kan levere.
- Danmark forventes at være den eneste betydelige og konkurrencedygtige importkorridor til Tyskland i 2031, hvilket giver danske projekter en unik position til at bidrage til det tyske marked, siger han.
RITZAU
