KØB ABONNEMENT

Amerikanske tech-aktier falder efter Demokraternes valgsejr

ERHVERV/POLITIK • 4. NOV 2026 • 09:49

Investorer frygter mere regulering og sender kursen på amerikanske teknologiaktier ned i formarkedet.

Mens Demokraterne i USA går rundt med brede smil efter tirsdagens midtvejsvalg, hænger mundvigene en smule hos de amerikanske investorer.

De har i det såkaldte formarked sendt visse aktier kraftigt nedad oven på den klare sejr til Demokraterne.

Særligt teknologiaktierne har det svært. Tesla-aktien falder med 5,4 procent, SpaceX falder med 3,3 procent, og det generelle teknologiindeks Nasdaq er nede med 1,5 procent.

Det skyldes ifølge Natalia Sedlak, der er chefanalytiker i AL Sydbank, at investorer forudser skrappere styring af AI-selskaberne fremover.

- Aktierne reagerer med fald her til morgen, da demokratisk sejr øger frygten for mere regulatorisk overvågning af forskellige industrier, herunder teknologi, som i forvejen har været hårdt ramt over den sidste måneds tid, lyder hendes analyse.

Frank Øland Hansen, der er chefstrateg i Danske Bank, har også noteret sig, at teknologiaktierne har det svært dagen efter valget.

- Tesla og SpaceX falder, fordi Elon Musks massive støtte til Republikanerne nu mister værdi.

- Grøn energi og infrastruktur står umiddelbart til at vinde, mens fossil energi, banker og dele af medicinalindustrien kan blive mødt af større politisk modvind, skriver han i en kommentar.

Hos PFA Pension hæfter chefstrateg Tine Choi sig ved, at der med det klare valgresultat er fjernet en del af den usikkerhed, der har præget aktiemarkederne de seneste uger.

Og selv om teknologiaktierne oplever modvind her og nu, kan der godt være positive vinde i sigte for de amerikanske aktier.

- Politisk stilstand i Washington er heller ikke nødvendigvis dårligt set med investorøjne.

- Det gør store politiske ændringer sværere at gennemføre, og den forudsigelighed kan markederne faktisk godt lide, skriver hun i en kommentar.

Der åbnes først for egentlig handel for amerikanske aktier klokken 15.30 dansk tid.

Men på formarkedet er det muligt at afgive købs- og salgsordrer, som gennemføres, når handlen åbner.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT