Lufthavne håber ny ejer understøtter kritisk infrastruktur
Københavns Lufthavne driver kritisk infrastruktur med primært landingsbanen i Kastrup, som forbinder Norden.
Københavns Lufthavne håber, at der kommer ro om selskabet, da staten efter årtiers frasalg har opkøbt en stor andel aktier og bliver hovedaktionær for første gang i 24 år.Det er vigtigt for selskabet, at lufthavnenes ejer understøtter behovet for kritisk dansk infrastruktur.
- Det er vigtigt for Københavns Lufthavn, at der er ro omkring ejerskabet med en ansvarlig og langsigtet ejer.
- Det fremtidssikrer lufthavnen og giver gode rammer for lufthavnen som central infrastruktur, der samtidig bidrager til dansk økonomi, dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser, siger bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen i en pressemeddelelse.
Et flertal i Folketinget foretager et kursskifte og har mandag meddelt, at staten vil tilbagekøbe knap 60 procent af aktierne i Københavns Lufthavne efter årtiers frasalg.
Går alt vel, kommer den danske stat fremover til at eje cirka 98 procent af aktierne i Københavns Lufthavne.
Københavns Lufthavne driver primært Roskilde Lufthavn samt lufthavnen i Kastrup, som er central for den danske infrastruktur og bidrager væsentligt til Danmarks og hele Nordens internationale tilgængelighed.
Det er regeringen, SF, De Konservative og De Radikale, der står bag aftalen, som efter flere årtiers frasalg betyder, at staten nu bliver hovedaktionær igen for første gang i 24 år.
Det er dog ikke planen, at staten i fremtiden skal eje næsten hele selskabet.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at staten "skal arbejde for over tid" at nedbringe statens ejerandel til 50,1 procent.
De Konservative mener ikke, at staten nødvendigvis skal have aktiemajoriteten i selskabet og står uden for den del af aftalen.
SF kalder dog selskabet for "kritisk infrastruktur", hvilket skal ses i lyst af den øgede trussel fra udenlandske aktører og en øget krisebevidsthed i samfundet generelt.
Københavns Lufthavne betoner selv den danske infrastruktur i pressemeddelelsen.
- Jeg har noteret mig, at aftalepartierne er enige om, at Danmark også i fremtiden skal have en stærk international lufthavn, der bidrager væsentligt til Danmarks tilgængelighed og til omstillingen af vores branche.
- Det er positivt for dansk infrastruktur, når lufthavnens ejer understøtter dette behov, siger bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen.
/ritzau/