Danskernes pensionsformue sætter rekord efter aktieopsving

2. DEC 2024 • 09:45ERHVERV/POLITIK

Den samlede pensionsformue i Danmark er steget med 286 milliarder i årets første ni måneder.

For første gang i knap tre år har danskernes samlede pensionsformue sat ny rekord.

Det viser tal fra Nationalbanken, skriver Sampension i en pressemeddelelse mandag.

Pensionsformuen ligger nu på lidt over 4300 milliarder kroner. Den hidtidige rekord blev sat i udgangen af 2021.

Det er ikke mindst stigninger på aktiemarkedet, der nu kan ses i danskernes pensionsopsparinger, lyder det fra chefrådgiver i Sampension Helle Dalsgaard.

- Der har generelt været medvind på aktiemarkederne i 2024, hvilket har været med til at give danskerne pæne afkast på deres pensionsopsparinger - og dermed også til at sende den samlede pensionsformue til vejrs.

- Herudover bidrager danskernes betydelige pensionsindbetalinger også til vokseværket i pensionsformuen, siger hun i pressemeddelelsen.

Tallene er for årets første ni måneder. I de tre kvartaler er den samlede pensionsformue i Danmark steget med 286 milliarder kroner.

I oktober tog aktiemarkedet et dyk, og det blev derfor en sur måned for pensionsopsparingerne.

Men omvendt har november været en god måned på flere aktiemarkeder.

Det skriver privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en kommentar.

- Man skal altid huske at have de lange briller på, når man investerer. Det har mange i sagens natur, når det handler om investering af pensionsmidler, men derfor kan udsving på de finansielle markeder alligevel godt give sug i maven, skriver han.

I 2023 var der et pænt pensionsafkast, mens 2022 var et rigtigt skidt år.

Her skrumpede pensionsformuen med 558 milliarder kroner.

Året var ifølge Nationalbanken præget af store kursfald på både aktier og obligationer.

Det var ikke mindst store rentestigninger som reaktion på hastigt stigende inflation, der førte til nedturen på aktiemarkederne.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT