Rynkebys ejer er udfordret af høje priser på appelsinkoncentrat

4. MAJ 2026 • 11:21ERHVERV/POLITIK

Juiceproducenten Eckes-Granini Danmark har set omsætningen falde på grund af høje priser på koncentrat.

Eckes-Granini Danmark, der tidligere hed Rynkeby Foods, omsatte for 1,1 milliard kroner sidste år.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse mandag.

Omsætningen er faldet med 20 millioner kroner. Faldet er drevet af mindre volumen, som højere priser ikke helt har kunnet udligne.

Priserne på appelsinkoncentrat har ifølge den fynske juiceproducent været rekordhøje, og derfor har den set sig nødsaget til at hæve priserne på sine produkter.

Selskabet skriver, at det allerede i 2024 betalte rekordhøje priser for sin væsentligste råvare. Alligevel blev priserne yderligere fordoblet sidste år, lyder det.

- Den globale appelsinkrise har sat et enormt pres på vores kerneforretning, og derfor har de seneste år naturligvis været udfordrende, siger direktør Mark Hemmingsen i meddelelsen.

Set i det lys er han tilfreds med, at resultatet efter skat er blevet styrket en smule til 13,8 millioner kroner.

- Det er bedre end vores forventninger, men har også krævet meget af hele vores organisation og vores dygtige kolleger at kunne omstille sig så hurtigt. Så der er virkelig grund til at fremhæve den kollektive indsats, lyder det.

Eckes-Granini Danmark producerer og distribuerer mærkevarer som Rynkeby, God Morgen og Valsølille.

Mens den overordnede toplinje er blevet svækket en anelse, så har selskabet set vækst på friskpressede produkter som Valsølille.

Her er salget blevet femdoblet over de seneste tre år.

- Når priserne stiger på appelsinkoncentrat, så ser vi, at forbrugerne typisk søger mod enten billigere private label-produkter eller mod friskpres og kølejuicebrands, siger Mark Hemmingsen.

- Så vi glæder os over, at salget af Valsølille er femdoblet over en treårig periode, og at vi dertil har haft succes med vores nye produkter.

- Til sammen er det afgørende for, at vi trods nogle svære år kommer rigtigt fornuftigt igennem og ser optimistisk på det nye regnskabsår.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT