Lars Boje Mathiesen fik kortvarigt selskab i Folketinget, men han er igen alene i sit parti efter ny exit.
Borgernes Parti mistede søndag endnu et folketingsmedlem, da Nadja Natalie Isaksen meldte sig ud af partiet.Dermed har partiet mistet tre af fire folketingsmedlemmer, siden partiet i første forsøg kom i Folketinget ved valget 24. marts.
Her er udvalgte nedslag i partiets historie:
* 28. august 2024: Partistifter og løsgænger i Folketinget Lars Boje Mathiesen får godkendt navnet "Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen" af Valgnævnet.
Det sker, efter at den tidligere formand for Nye Borgerlige forgæves har forsøgt at få godkendt partinavnet "Danmarks Bedste Parti".
* 17. december 2024: Borgernes Parti får indsamlet de 20.195 underskrifter, der er nødvendige, for at partiet kan blive opstillet til Folketinget.
* 15. januar 2025: Indenrigs- og Sundhedsministeriet godkender, at Borgernes Parti bliver opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.
- Vi kommer til at ruske op i Christiansborg og de klassiske partier, som har glemt, hvem de burde tjene, siger Lars Boje Mathiesen.
* 24. marts 2026: Borgernes Parti får 2,1 procent af stemmerne ved folketingsvalget og kommer ind med fire mandater.
Lars Boje Mathiesen slår fast, at partiet "kommer til at give den gas" på Christiansborg.
- Hvis man kender noget til mig, og ved hvordan jeg giver den gas, så prøv at forestil jer, når vi bliver flere, siger han på valgaftenen.
* 28. marts: Fire dage efter valget ekskluderer partiet det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris.
* 4. april 2026: Folketingsmedlem Emilie Schytte meddeler på Facebook, at hun melder sig ud af Borgernes Parti for at blive løsgænger. Hun retter skarp kritik mod Lars Boje Mathiesen.
* 3. maj 2026: Folketingsmedlem Nadja Natalie Isaksen siger på Facebook, at hun forlader Borgernes Parti og bliver løsgænger.
Dermed er partistifter og formand Lars Boje Mathiesen eneste tilbageværende folketingsmedlem for Borgernes Parti.
/ritzau/