GLS vil skærpe kontrollen af danske underleverandører

4. MAJ 2026 • 09:16ERHVERV/POLITIK

Mediet Finans har afdækket, hvordan underleverandører til GLS i Danmark kan kobles til sager om skattefusk.

GLS ser et behov for at skærpe kontrollen med sine underleverandører, efter at mediet Finans har afdækket, hvordan flere af dem kan kobles til sager om skattefusk og uforsvarlig forretningsførelse.

Det siger logistikfirmaets danske direktør, Steen Ravnsbæk Kristensen, i en skriftlig kommentar til mediet.

Han siger, at GLS i forvejen stiller krav til underleverandørerne, men at man blandt andet vil begynde at besøge dem noget oftere for at kunne følge med i deres drift og økonomi.

Mediet har i sin research fundet frem til 11 nuværende og tidligere underleverandører, der kan kobles til den type sager.

Flere nuværende GLS-samarbejdspartnere har tidligere været involveret i selskaber, der med falske fakturaer har forsøgt at få en skattefordel, skriver Finans.

Finans har kontaktet flere af hovedpersonerne i de pågældende selskaber. De afviser enten at kende noget til fiktive fakturaer eller at have gjort noget forkert.

GLS er en stor spiller på det danske marked. Logistikfirmaet har leveret pakker til danskerne i mere end 20 år.

Historien strækker sig dog helt tilbage til 1982, hvor 25 danske vognmænd grundlagde firmaet Pakke-Trans. I 2000 blev foretagendet en del af GLS-koncernen.

I sit seneste regnskabsår, der dækker perioden fra april 2024 til marts sidste år, omsatte GLS for 368,6 millioner euro i Danmark. Det svarer til cirka 2,75 milliarder kroner og var en stigning på knap syv procent fra året før.

Overskuddet efter skat endte på 40,4 millioner euro. Også her var der fremgang.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT