Forsvarsminister vil købe amerikanske missiler og donere til Ukraine
Det avancerede missilsystem patriot er afgørende for Ukraine, som appellerer til, at USA vil levere.
Ukraine har behov for mere artilleri, Europa har pengene og vil gerne købe fra USA, der råder over adgangen til det afgørende patriot, som er det mest avancerede missilsystem fra supermagten.Det siger Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde med Keith Kellogg, som er amerikansk udsending til Ukraine.
- Der har vi appelleret til, at vi fra europæisk side kan komme med de penge, der er nødvendige, så vi kan få missilerne leveret med det samme, for vi kan ikke vente flere år på at få dem leveret, siger Troels Lund Poulsen efter mødet i USA ifølge TV 2 og DR.
Danmark og EU ser gerne, at USA genoptager støtten af våben til Ukraine - især af det avancerede missilsystem patriot.
Det efterspurgte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, direkte under et besøg i Danmark i sidste uge. Han var inviteret til Danmark for at markere åbningen af det danske EU-formandskab, som varer et halvt år.
Volodymyr Zelenskyj talte fredag i telefon med den amerikanske præsident, Donald Trump.
De talte om at øge beskyttelsen af Ukraines luftrum ifølge Zelenskyj, som uddybede, at han og Trump havde "en detaljeret samtale" om fælles produktion inden for forsvarsindustrien.
Samtalen mellem de to præsidenter fandt sted, dagen efter at Trump talte i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Den samtale skuffede Trump.
/ritzau/
