K og SF er positive over for regeringens udvisningsreform

30. JAN 2026 • 15:05ERHVERV/POLITIK

Dele af oppositionen reagerer positivt på udvisningsreform, som skal udvise flere kriminelle udlændinge.

De Konservative og SF er generelt glade for udvisningsreformen, som regeringen fremlagde tidligere fredag, men kan endnu ikke love at stemme for lovgivningen.

De Konservatives formand, Mona Juul, siger til Ritzau, at hun er "glad for, at regeringen endelig vil sætte ind på et område, som betyder rigtig meget for de fleste danskere".

- Det har taget lidt lang tid, men vi hilser det velkommen, at man nu går i gang med at se på, hvordan man kan udvise kriminelle udlændinge i højere grad, siger Mona Juul.

SF's politiske ordfører, Signe Munk, mener ikke, at lovgivningen er "tilfredsstillende", som den er i dag.

- Der er en gruppe udlændinge i det her land, som begår grov vold, voldtægter og vold med karakter af mishandling, som vi ikke kan udvise i dag. Det er ikke tilfredsstillende, mener vi i SF, siger hun og tilføjer:

- Derfor er vi sådan set i udgangspunktet positive over for nye tiltag, der kan gøre, at vi kan udvise den her gruppe kriminelle udlændinge i højere grad.

Det betyder dog ikke, at SF er helt klar til at sige, om partiet stemmer for eller imod lovgivningen.

- Det konkrete forslag fra regeringen har jeg brug for at læse mig grundigt ned i, før vi tager en endelig beslutning til det konkrete forslag, siger Signe Munk.

Også De Konservatives formand "tænker umiddelbart", at partiet kommer til at stemme for lovgivningen, men skal først "dykke rigtig godt ned i de forskellige forslag".

- Og så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at få vores egne lidt strammere forslag med, som først og fremmest handler om ikke at frede nogen, der har fået under et års ubetinget fængsel, siger Mona Juul.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er mere kritisk indstillet over for regeringens nye reform.

- Jeg kan forstå, at regeringens store slagnummer i dag er, at man nu vil udvise kriminelle udlændinge efter et års ubetinget fængselsdom. Det er en rigtig fin tanke, men i sidste ende ændrer det absolut intet, når Mette Frederiksen stadig har tænkt sig at tage mere hensyn til de europæiske menneskerettighedskonventioner end til danskerne.

Hun mener derfor, at der er tale om en "tynd kop te".

- Det viser igen, at regeringen mest af alt bare snakker om en stram udlændingepolitik, siger hun i et skriftligt citat.

Regeringspartierne sagde på fredagens pressemøde, at de går mere utraditionelt til værks og strammer dansk lovgivning så meget, at der er tvivl om, hvorvidt loven vil blive underkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

- Vi løber en risiko med det her, og den er vi villige til at løbe for at passe på danskerne, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Hvis regeringen skal have held med at udvise flere kriminelle udlændinge uden at bryde med menneskerettighedskonventionen, kræver det, at domstolen ændrer sin praksis.

Det forventer regeringen, vil ske, og derfor løber regeringen med åbne øjne en "procesrisiko" med sin udvisningsreform.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT