Forsker: Solokørsel for 17-årige er et skridt i den forkerte retning

22. AUG 2024 • 11:03ERHVERV/POLITIK

Sikkerhedsmæssigt er det en rigtig dårlig idé at lade 17-årige køre bil alene, mener trafikforsker.

Danmark vil adskille sig fra mange andre lignende lande som Sverige, Norge og Tyskland, hvis 17-årige skal have lov at køre bil uden ledsager, som regeringen ønsker.

Det siger Mette Møller, trafikforsker på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der kalder forslaget for et skridt i en dårlig retning.

- Jeg har trafiksikkerhedsbrillerne på, og al international forskning viser, at jo yngre man er, jo større risiko er der for at komme i en ulykke, siger Mette Møller.

Forslaget kommer i forbindelse med et større landdistriktsudspil fra regeringen, der præsenteres torsdag.

I dag kan 17-årige køre bil med en rutineret bilist på mindst 30 år med ti års kørekorterfaring på sædet ved siden af, og mens den ordning sigter efter at give unge bilister erfaring og rutine i førersædet, er fokus med regeringens forslag at øge mobiliteten.

Det har været tilladt siden 2017. Men det og så solokørsel for 17-årige er to helt forskellige størrelser, siger Mette Møller.

- Man (17-årige, der kører uden ledsager, red.), har ikke den ekstra erfaring. Der er en del biologisk omkring, hvor veludviklet hjernen er, og hvor god man er til at vurdere konsekvenserne af ens handlinger, siger Mette Møller.

Også Rådet for Sikker Trafik har udvist bekymring og nervøsitet for forslaget.

Her har meldingen været, at det kan koste flere kvæstede og dræbte i trafikken, på samme måde som at der også kom flere dræbte, der aldersgrænsen for at køre knallert blev sat ned fra 15 til 16.

Minister for landdistrikterne Morten Dahlin (V) siger dog på et pressemøde om udspillet torsdag, at han ikke ser stor risiko.

- Vi har fuld tillid til, at ungdommen godt kan håndtere det, særligt fordi vi også skærper nultolerancen over for alkoholkørsel, siger han.

Han anerkender dog, at "når der bliver kørt flere kilometer, er der også flere, der kommer til skade".

- Det gælder, uanset om det er cykel, knallert eller bil.

I udspillet hedder det nemlig også, at promillegrænsen på 0,5 ikke skal gælde de første tre år efter erhvervelse af kørekort. Der skal være de facto nultolerance på området.

Selv om Danmark vil adskille sig fra de fleste andre lande, hvis der indføres solokørsel for 17-årige, er der undtagelser.

Transportministeriet oplyser nemlig, at unge i Storbritannien og Østrig kan tage kørekort som 17-årige og køre uden ledsager i den alder.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT