Egmont lavede nyt milliardoverskud sidste år

6. MAR 2024 • 13:55ERHVERV/POLITIK

Mediekoncernen Egmont opnåede sidste år et resultat før renter og afskrivninger på 2,1 milliarder kroner.

Selv om 2023 bød på en række udfordringer opnåede Egmont-koncernen et sidste år overskud før renter og afskrivninger på 2,1 milliarder kroner.

Det er en stigning på godt 200 millioner kroner i forhold til forrige år og skal ses i lyset af, at omsætningen også voksede fra 17,2 til 17,7 milliarder kroner.

- Egmont øger omsætningen med 539 millioner kroner og når et driftsresultat lidt over 2022-niveauet trods generel markedsafmatning, markante meromkostninger og nyindført moms på vores tv-nyheder.

- Det er jeg alt andet lige tilfreds med, siger koncernchef Steffen Kragh i en pressemeddelelse.

Den omtalte moms på tv-nyheder stammer fra Norge, hvor Egmont ejer og driver den kommercielle public service-kanal TV2 Norge.

Den nyindførte moms har medført en større omstrukturering, men ikke desto mindre steg markedsandelen til 27,8 procent.

Hos Nordisk Film faldt overskuddet en smule, selv om omsætningen voksede med mere end en fjerdedel.

Det skyldtes blandt andet afskrivninger af en række projekter i selskabets computerspilafdeling, Nordisk Games.

Til gengæld havde filmafdelingen et godt år med blandt andet premierer på "Bastarden" og "Meter i Sekundet", mens de 46 biografer fortsat sælger færre billetter end før corona.

Egmont er en erhvervsdrivende fond, der bruger en del af overskuddet på at støtte børn og unge i svære livsvilkår.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT