Dansk aktieindeks har kurs mod højeste niveau siden 2024
Novo Nordisk er en del af forklaringen på, at det danske C25-aktieindeks har haft medvind den seneste måned.
Det danske C25-aktieindeks har fået en god start på 2026, ikke mindst takket være medicinalselskabet Novo Nordisk.Tirsdag har indekset kurs mod sit højeste niveau siden november 2024. Omkring klokken 11 stiger det 1,4 procent.
Indekset består af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen og tæller - foruden Novo - selskaber som Mærsk, Vestas og Danske Bank.
Novo Nordisk lagde sig mandag i toppen af indekset med en stigning på fem procent.
Stigningen kom, på bagkant af nyheden om, at selskabet forsøger at få et forspring til konkurrenten Eli Lilly, når det kommer til salget af vægttabsmedicin i pilleform.
Det skal kunne lade sig gøre ved hjælp af en massiv salgskampagne, der blev taget hul på fra årets begyndelse.
Novo Nordisk fik kort før jul de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse til at markedsføre vægttabsmidlet Wegovy på pilleform.
Eli Lilly forventer først at få sin fedmepille godkendt til marts.
Tirsdag fortsætter de gode takter for den danske gigant. Her stiger Novo-aktien med omkring seks procent.
Det står i kontrast til aktiens udvikling i 2025, hvor selskabet mistede lidt over halvdelen af sin markedsværdi.
Novos dagsform har stor betydning for det samlede C25-indeks, da de mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset. Det siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i AL Sydbank.
- Så at vi nu kan have et C25-indeks på sit højeste niveau i mere end et år, selv om Novo Nordisk stadig er langt under tidligere niveau, skyldes, at mange andre selskaber har præsteret godt.
- Vi har eksempelvis bankaktier på stribe, der er i rekord, siger han med henvisning til blandt andet Jyske Bank, Danske Bank og Sydbank, der alle har nydt godt af stigende renteindtægter de seneste år.
/ritzau/
