Liverpool-træner er ked af prædikat som kedelig
Under Arne Slots ledelse bliver Liverpool beskyldt for at spille kedeligt. Det ærgrer hollænderen.
Liverpool havde stor succes i Arne Slots første sæson som træner, og på det seneste er blødningen stoppet igen efter en periode med masser af nederlag.Men det har ikke afholdt kritikerne fra at kalde spillet under hollænderen for kedeligt og sløvt. De prædikater går Slot på, selv om han også selv er kritisk.
- Jeg synes, det er hårdt at høre, men jeg er ikke helt uenig, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg ville bruge andre ord, når man tager det hele i betragtning. Jeg vil vinde så mange trofæer, jeg kan, men jeg synes også, jeg er kendt for, at mine hold altid spiller offensiv fodbold. Jeg kan kun sige, at det er det, vi forsøger at gøre.
I sommer brugte Liverpool enorme summer på at hente de offensive stjerner Florian Wirtz, Hugo Ekitike og Alexander Isak til klubben, men ifølge analysevirksomheden Opta har Liverpool blot skabt syvendeflest store chancer i Premier League.
Holdet har tilmed lavet 16 mål færre end på samme tidspunkt sidste år.
- Vi bøvler med at skabe mange chancer. Men som jeg har sagt mange gange, er vi ikke det eneste hold, der har svært ved det.
- Vi skal finde en måde at spille mod hold, der ikke spiller attraktiv fodbold, hvilket måske er klogt af dem. Det arbejder vi på hver dag, slår Arne Slot fast.
Liverpool har ikke tabt i Premier League siden nederlaget til Nottingham Forest 22. november. De to seneste kampe er dog endt uafgjort, og holdet er 14 point efter førerholdet Arsenal.
Netop Arsenal er modstanderen torsdag, hvor holdene mødes i London.
/ritzau/
