Corydon om ny DR-strategi: Jeg ville ranke ryggen

7. JAN 2026 • 16:32INDLAND/KRIMINAL

DR skal reorganisere sig, siger public service-mediets generaldirektør efter præsentation af ny strategi.

Skal DR komme i mål med sin nye strategi, "Forskellige sammen", der blev præsenteret onsdag formiddag, kræver det et effektiviseringsprogram for at sikre midler til omstillingen.

Generaldirektør Bjarne Corydon afviser, at "effektiviseringsprogram" er et pænere ord for fyringsrunde.

- Det er i virkeligheden en langt mere omfattende tanke, der grundlæggende handler om, at vi skal blive dygtigere til at få mere ud af de ressourcer, vi har.

- Hvis ikke vi gør det, kan vi ikke gøre alle de nye ting, vi lægger op til i strategien, siger han til Ritzau.

Foruden at styrke beredskabet, så DR kan udkomme, hvis alvorlige kriser eller trusler rammer - og lammer DR Byen - vil man blandt andet også udvikle mediets indholdsportefølje.

Den skal i langt højere grad omfatte formater med "enklere og billigere produktion, når det matcher brugernes behov", fremgår det af strategien.

DR vil gerne have fat i grupper, "der måske er lidt yngre, end jeg selv er", som den 52-årige generaldirektør siger det.

- Vil man noget ambitiøst, skal man også flytte sig, og det kommer vi til at gøre, siger han.

Det gælder på tværs i virksomheden.

- Vi skal reorganisere os. Vi skal bruge teknologi endnu mere effektivt. Og så kommer vi selvfølgelig også til at lave prioriteringer, siger Bjarne Corydon og fortsætter:

- Der er ting, vi holder op med at gøre. Der er ting, vi skal lave mindre af, og så er der sikkert også ting, vi skruer op for. Det er et signal om forandring. Men det kommer til at foregå ordentligt og i dialog.

Spørgsmål: Hvis du var ansat som journalist eller tilrettelægger, ville du så være nervøs efter denne orientering?

- Nej, jeg ville ranke ryggen. Og så ville jeg glæde mig afsindigt over, at jeg arbejder et sted, som skal noget afgørende vigtigt for Danmark i stedet for bare stiltiende acceptere, at man sygner hen, fordi de kræfter, man konkurrerer med, løber meget hurtigere, end man selv evner.

Spørgsmål: Så det er ikke en omorganisering, men en reorganisering, hvor man måske kan blive efteruddannet?

- Vi skal bestemt kigge på kompetenceudvikling - det er da en central komponent i det her - men det vil også være sådan, at vi siger goddag til nye kolleger, og det vil være sådan, at vi laver prioriteringer.

- Men det er ikke bagt ind i strategien - den sætter retningen. Alt det andet kommer efterfølgende.

Ifølge DR er strategien ikke en drejebog, men pejlemærker frem mod 2030, så "hver en skattekrone, der bruges på public service, investeres i at styrke det danske demokrati og vores fælles kultur og samfund".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT