Danmark og 21 andre lande: Israels bosættelser blokerer for to-statsløsning
Israels planer om bosættelser ved Jerusalem vil ifølge lande afskære palæstinensere og hindre fredsløsning.
Israel underminerer reelt muligheden for en to-statsløsning ved at godkende nye bosættelser i et område øst for Jerusalem.Det fremgår af en fælles udtalelser fra 22 lande, herunder Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Storbritannien og Canada samt samt EU’s udenrigschef Josep Borrelli.
De fordømmer beslutningen som "uacceptabel og en overtrædelse af international ret". Det samme gør udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ifølge et opslag på det sociale medie X.
- Israels planer om at udvide bosættelserne på Vestbredden er uacceptable og en overtrædelse af international ret. Jeg fordømmer beslutningen og opfordrer sammen med kolleger til, at den straks trækkes tilbage, skriver han.
Planen vil ifølge erklæringen afskære palæstinensernes adgang til Østjerusalem, som de kræver som hovedstad i en eventuel fremtidig stat.
Dermed risikerer projektet at gøre en fredsløsning umulig.
Israel selv lægger ikke skjul på, at planen vil gøre en to-statsløsning umulig ved at dele et eventuelt fremtidigt Palæstina og begrænse adgangen til Jerusalem.
Det gavner ikke det israelske folk, men underminerer sikkerheden og skaber mere ustabilitet, lyder det i erklæringen fra de 22 lande.
Landene opfordrer den israelske regering til straks at trække planerne tilbage og at stoppe bosættelser i overensstemmelse med en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, som arbejder for at sikre verdensfreden.
Planen er at opføre omkring 3400 boliger på et omstridt område mellem Jerusalem og bosættelsen Ma’ale Adumim.
Bosættelser i det omtalte område har længe været et stridspunkt, fordi de vil forbinde Jerusalem med bosættelserne i Ma’ale Adumim og samtidig dele Vestbredden i to.
Ifølge folkeretten er alle israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige – også selv om de har israelsk byggetilladelse
/ritzau/