Brintaktie falder til bunds efter ansøgning om rekonstruktion
Green Hydrogen Systems-aktien har tabte mere end 85 procent af sin værdi i løbet af mandagen.
Siden efteråret har det børsnoterede selskab Green Hydrogen Systems arbejdet med at skaffe ny kapital, men søndag aften måtte ledelsen endegyldigt kaste håndklædet i ringen.Selskabet, der producerer elektrolyseanlæg til produktion af brint, har indgivet begæring om rekonstruktion af selskabet.
Det sker for at finde ud af, om der er grundlag for at fortsætte driften helt eller delvist, eventuelt i kraft af frasalg af selskabets aktiver.
Det betyder, at der er en overhængende risiko for, at de nuværende aktionærer formentlig må se langt størstedelen af deres indskudte kapital forsvinde - også selv om det skulle lykkes at skaffe nye investorer eller kapital.
Meddelelsen har da også betydet, at Green Hydrogen-aktien mandag middag er faldet med 86 procent sammenlignet med lukkekursen i fredags.
Aktien blev børsnoteret i 2021 til kursværdi 40, svarende til en markedsværdi på tre milliarder kroner.
Fredag kunne den købes for 2,5 kroner, og mandag er den altså kun 35 øre værd.
Green Hydrogen Systems, der har hovedsæde i Kolding, har blandt andet ATP og Norlys i ejerkredsen.
Selskabet tabte i 2023 406 millioner kroner ud af en omsætning på bare 42 millioner kroner.
Begrundelsen for de store tab har været, at det har været sværere end ventet at finde købere til selskabets produkter, fordi markedet for grøn brint har udviklet sig langt svagere end forudsagt.
De seneste måneder har Green Hydrogen Systems forsøgt at skaffe mere risikovillig kapital via udstedelse af nye aktier, men det er ikke lykkedes.
Regnskabet for 2024 er endnu ikke offentliggjort, men skulle efter planen lande på fredag.
/ritzau/
