Alternativets leder: Velfærdssamfundet har nået sin begrænsning

15. JUN 2024 • 14:59ERHVERV/POLITIK

Trivselsøkonomi var temaet for Franciska Rosenkildes (ALT) partiledertale på Folkemødet.

Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er træt af, at det altid handler om enten velfærd eller skattelettelser, når regeringen får flere penge mellem hænderne

- Vi savner, at man tør tale om noget andet i dansk politik, siger Franciska Rosenkilde i sin partiledertale på Folkemødet.

Hun mener, at "velfærdssamfundet var en fantastisk investering".

- Men det har på mange måder nået sin begrænsning.

Det ses ved, at samfundet er blevet indrettet på "pengenes præmisser", lyder analysen fra Alternativets politiske leder.

- Men det skaber bare ikke særlig gode liv. Vi lærer, at omsorg er en udgift. At vi kan optimere og spare penge på omsorgsydelser. Vi har brug for en økonomi, der tager omsorg langt mere alvorligt, siger hun.

I silende regnvejr er Franciska Rosenkilde den sidste partileder på talerstolen på Hovedscenen under årets folkemøde, der slutter lørdag eftermiddag.

Efter talen bliver hun af DR spurgt ind til det netop overståede europaparlamentsvalg, hvor Alternativet ikke fik et mandat.

Alligevel er Franciska Rosenkilde "rigtig godt tilfreds" med valgresultatet på 2,7 procent.

Hun siger, at det ville have været "lidt vildt at satse på et mandat".

- Vi står et rigtigt godt sted, siger Franciska Rosenkilde til DR.

Alternativet var det eneste opstillede parti, der ikke fik et mandat i Europa-Parlamentet ved EU-valget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT