Hver dag åbner den bornholmske folkeskole døren for mere end 2.500 elever og knap 550 medarbejdere. Målet er, at de alle skal blive klogere og udvikle sig fagligt, personligt og socialt. For at sikre det har kommunalbestyrelsen godkendt en ny strategi med tre overordnede mål for folkeskolens arbejde de næste tre år. Strategien lægger vægt på elevernes trivsel og faglige kunnen. Formålet er at give eleverne de bedste forudsætninger for et godt liv både i og efter skoletiden. Det fremgår af en pressemeddelelse.
For alle seks folkeskoler er målet, at trivslen blandt eleverne skal ligge på landsgennemsnittet, at 80 procent af eleverne skal være gode læsere, samt at karaktergennemsnittet efter afgangseksamen skal ligge på landsgennemsnittet, og alle skoler skal præstere på niveau eller bedre end forventet målt ud fra socialøkonomisk reference.
Med det afsæt skal skolerne blandt andet have særligt fokus på skolen som tryg base og fællesskaber i skolen. Læring, trivsel og sundhed, nysgerrighed, indflydelse og udsyn, grøn dannelse, indsigt og udsyn samt uddannelse og arbejde efter skolen skal også være indsatsområder, der gør skoler i stand til at opfylde de overordnede målsætninger, fremgår det.
– Med den nye strategi kan vi fortsætte det gode arbejde med at udvikle skoler, der danner ramme om stærke fællesskaber for både børn og voksne. Den lokale folkeskole skal fortsat være et godt sted at være og et godt sted at lære, siger forperson Morten Riis (EL) fra børne- og skoleudvalget.