Skolen gør klar til flygtninge: Selvfølgelig finder vi plads til dem

Skolen gør klar til flygtninge: Selvfølgelig finder vi plads til dem
Børnene på Hans Rømer Skolen får ukrainske skolekammerater til næste skoleår. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 9. NOV 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
9. NOV 2022 • 05:30

Det skaber udelukkende glæde, at skolen i Aakirkeby skal have ukrainske børn, siger skolelederen.


I forbindelse med budgetaftalen for 2023 blev det af kommunalbestyrelen vedtaget, at halvdelen af de ukrainske flygtningebørn, som opholder sig på Bornholm som følge af krigen i Ukraine, skal undervises på Hans Rømer Skolen i Aakirkeby. Opgaven har indtil nu ligget hos Paradisbakkeskolen i Nexø, men fra 1. august 2023 vil halvdelen af de ukrainske børn altså komme til at høre til på Hans Rømer Skolen.

Beslutningen skaber udelukkende glæde, siger Pernille Rigstad, der sidder i spidsen for en skole, der ifølge en frisk national undersøgelse har en elevtrivsel over landsgennemsnittet.

Det bliver heller ikke noget problem at finde lokaler til de nye elever.

– Vi har pladsen, vi skal bare have puslespillet til at gå op. Det afhænger lidt af aldersgrupperne, hvilken afdeling de skal være i. Små børn vil have glæde af at være sammen med indskolingsbørnene, mens ældre børn vil have fordel af at være i nærheden af sjetteklassernes grupperum, siger Pernille Rigstad.

Særlov er mere fleksibel

Men der er god tid til at på puslespillet til at gå op, for politikernes beslutning træder først i kraft ved skolestart den 1. august næste år. Og selv om beslutningen om at placere halvdelen af de ukrainske elever i Aakirkeby er truffet, så kan mange ting nå at ændre sig på ni måneder.

– Som det ser ud nu, står vi til at skulle tage imod 40-50 ukrainske elever, som så deles op i tre eller fire mindre grupper. Men det tal kan jo sagtens nå at ændre sig, så vi venter til foråret med at lægge os fast på placeringen, siger Pernille Rigstad.

Når de ukrainske elever kommer til Hans Rømer Skolen, har de allerede modtaget en del danskundervisning i kommunalt regi. Det sker som konsekvens af den særlov, som blev vedtaget i Folketinget i foråret, da russernes invasion i Ukraine drev millioner af mennesker på flugt. Særloven gør det nemmere at leve op til de krav, der stilles til undervisning af flygtningebørn, og den åbner også for fjernundervisning, siger Pernille Rigstad.

– Der er større fleksibilitet i forhold til, hvem der må undervise dem. For eksempel må de gerne undervises af lærere fra Ukraine, og det kan gøre situationen mere enkel for os. Men det er for tidligt at sige noget om, hvordan vi indretter os.

Vores elever vil fællesskabet

Skolelederen på Hans Rømer Skolen kan dog med sikkerhed sige, at hun glæder sig til at byde de nye elever velkommen efter sommerferien.

– Vi har høj trivsel, vi har dygtige lærere, og elever, der vil fællesskabet. Selvfølgelig finder vi plads til dem, siger Pernille Rigstad.

Der går i forvejen 36 elever af anden nationalitet på Hans Rømer Skolen.

Hans Rømer Skolen har i alt 332 elever.