– Det er helt fantastisk at se, hvordan folk gerne vil hjælpe hinanden. Vi er jo også priviligerede, at vi er et stort sogn, som blandt andet har genbrugsbutikken, vi søger legater og så er der lokale, der samler ind gennem småkagebagningen.
På deres hjemmeside understreger sognene, at man må henvende sig om julehjælp, uanset om det er første gang eller om man har fået julehjælp før.
– Måske du blev hjulpet sidste år, ja, men dit liv er måske stadig væk ikke nemt, så henvend dig igen, skriver de.
I Hasle og Rutsker sogne fortæller Jens Jørgen Rasmussen, at de ikke har nogen ansøgningsfrist, og her oplever de også, at flere end tidligere har henvendt sig. De har dog kun mulighed for at hjælpe fem familier med julehjælpspakker, og den grænse er allerede nået.
– Det betyder forhåbentlig noget godt for dem som modtager hjælpen og det er det væsentlige. Det er min overbevisning, at kirken har et ansvar for så vidt muligt at række hjælp, hvor der er behov for kirkens hjælp, fortæller han.