Man kommer langt med nærvær

Den vellidte skoleleder Helle Krakau Holm har forladt Svartingedal Skole i Hasle, efter hun blev headhuntet til en anden skolelederstilling på Sjælland. Men her ser hun tilbage på, hvordan hun har været med til at forme den bornholmske skole efter de værdier, hun selv er opvokset med.

Det var et tårevædet farvel, da skoleleder Helle Krakau Holm for to uger siden tog afsked med Svartingedal Skoles elever efter otte år på posten.

– Ja, jeg har lige grædt efter at have optaget en video, siger en lærer, da hun viser vej til skolelederens kontor gennem skolens matrikel, som bogstaveligt talt er blevet mere farverig, siden Helle Krakau Holm i sin tid trådte til som skoleleder i 2016.

For på skolens gange ses adskillige malerier i glade farver af den bornholmske kunstner Tilde Engstrøm, og udenfor pryder graffitivægge skolegården sammen med en ny legeplads. Og inde på Helle Krakau Holms kontor er der også smæk på farverne, viser det sig, da hun smilende viser indenfor.

Også hun har let blanke øjne og har svært ved at få armene ned, mens hun ivrigt og bevæget fortæller om dagens morgensang, som for hendes vedkommende bliver den sidste.

– Altså, jeg ved ikke…, siger hun.

– Jeg har nok været en lille smule naiv. For jeg tænkte: ”Nu skal jeg over i salen, og så skal jeg dele flødeboller ud, og så er det, det”. Men da jeg kommer derover, synger vi først ”Livstræet”, som vi altid synger, for den kendetegner skolen, og bagefter stillede formand og næstformand for elevrådet sig op og holdt sådan en fin tale, som jeg så har fået bagefter. For de har været rundt i alle klasserne og spurgt: ”Hvordan er Helle?” og så fik jeg denne her, siger hun og viser en hvid lamineret planche frem, fyldt med ord og sætninger som: ”energibombe”, ”flot hår”, ”altid glad”, ”god person”, ”god til at danse”, ”tak for dyr og gode ideer” og ”tak for legepladser”.

Det smukkeste farvel

Stadig stående fortæller hun gestikulerende videre om morgenens afsked, hvor eleverne efterfølgende sang for hende til morgensamlingens sidste sang, mens de som vanligt med armene i vejret dannede en lang allé.

– Det gør vi altid, når vi går. Så går børnehaveklassen først ud, og så giver man hinanden hånden hele vejen ned. Men i dag skulle jeg stå der forenden, og så sang de for mig, forklarer hun.

– Ej, hvor jeg græd! siger hun opstemt med liv i øjnene.

– Og da jeg gik hele vejen ned, kunne jeg se, at børnene også græd. Det påvirkede mig jo også, fortæller skolelederen, som også kunne se en regn af guld og glimmer dale mod jorden, forbi smil og tårer, da eleverne som en sidste salut sprang konfettifyrværkeri udover skolelederen.

– Det var simpelthen sådan en sød afslutning. Meget, meget overvældende, siger Helle Krakau Holm, som nu kun har en enkelt arbejdsdag tilbage på folkeskolen i Hasle, da hun stiller op til dette interview.

– Alt har jo været sidste gang denne her uge. Sidste torsdag, sidste morgensamling, sidste infomøde for lærerne, og i går havde jeg reception, og det var rørende, der var så mange fine taler, siger hun, da vi har sat os ved kontorets runde bord, hvorfra der er direkte udsigt til skolens legeplads.

– Og jeg havde troet, at jeg kunne liste ud ad bagdøren, siger hun og hæver brynene i et sigende forbløffet blik.

– Men det var det smukkeste farvel, man kunne ønske, siger Helle Krakau Holm, som nu med sit nye job som skoleleder på Per Gyrum Skolen vender hjem til sin fødeø på Sjælland.

Jeg vil gerne huskes som en god skoleleder, siger Helle Krakau Holm, som også har bragt farver til skolen – som her med vægmalerier af Tilde Engstrøm. Foto: Joan Øhrstrøm

Børn er rene

Helle Krakau Holm voksede nemlig i sin tid op i Korsør.

Moderen var klinikassistent, og faderen var selv lærer. Det var en tryg opvækst med masser af kærlighed. Familien boede tilmed lige ud til vandet, så de opdrog hende både til at blive en rigtig vandhund og til at have et åbent sind og åbenhed over for andre mennesker.

– Man dømmer ikke mennesket, før man har set, hvad mennesket indeholder. Det er faktisk en ret vigtig værdi, jeg fik med og sådan en åbenhed i forhold til livet, ikke? smiler hun.

Selv beskriver hun stadig sit menneskesyn som ”meget rummeligt”, og privat har hun også mange forskellige typer venner.

– Jeg tror på det gode i mennesker, siger hun og tilføjer så, at det også gælder om at finde ud af, hvad der gør ondt inde i et menneske, der ikke opfører sig kærligt.

– Hvis vi to for eksempel havde en konflikt, så tænker jeg, at der er et eller andet svært i dig. Uden at ville det, kommer jeg måske til at trigge det. Men som udgangspunkt tror jeg på det gode i alle mennesker og i børn, siger hun og lader et smile vokse.

– Altså, børn er jo rene. De gør det bedste, de kan. Og det bedste de har lært. Det er mit udgangspunkt. Så kan der være en baggrund eller en forklaring, hvis de har en anden adfærd. Vores fornemste opgave som voksne er at hjælpe dem, så godt vi kan, siger skolelederen, som på den måde har bevaret sin barndoms værdier gennem hele voksenlivet.

Lærergerningen kaldte

Det var også hendes åbenhed og kærligheden, der førte hende til Bornholm.

For efter hun mødte sin daværende bornholmske mand, fik parret først sommerhus på øen i Boderne, men et helt nyt kapitel begyndte for hende, da de besluttede sig for ikke kun at være flittige feriegæster, men blive fastboende på øen med deres familie, som nu også talte to små sønner. For det var også i den periode, at lærergerningen begyndte at kalde på hende, husker hun.

Forinden havde hun med en uddannelse indenfor ernæring allerede prøvet kræfter med undervisning af køkkenassistenter og økonomaelever. Og sådan opdagede hun, at hun trives med undervisning, fortæller skolelederen, som nu fik vikartimer på Aakerskolen (Hans Rømerskolen), ligesom hun begejstret sad blandt de første studerende, lige så snart læreruddannelsen kom til øen.

Sidenhen blev hun fastansat på Rønne Privatskole, hvor hun var i 14 år, først som lærer og sidenhen som afdelingsleder. Og i sin tilgang som lærer og skoleleder er hun ikke mindst blevet præget af sin egen far, som også var lærer og af sin egen yndlingslærer i folkeskolen, fortæller hun.

Et stort legebarn

– Min far er selv lærer og et stort legebarn. Gennem hele min barndom, ungdom og op i voksenalderen har han for eksempel gidet at lave noget så barnligt som vandkamp, hvor vi løb ud og ind gennem stuerne med en balje, og jeg ved ikke hvad. Og selv har jeg også altid været et legebarn.

Hun smiler og tænker lidt.

– Måske kan jeg godt vove at kalde det talent, faktisk. For at nå børn. Og det har jeg altid kunne se, at min far havde. Han suger børn til sig og sætter sig ned på deres niveau, siger hun og ser eftertænksomt til siden.

– Og når jeg for eksempel taler med et barn til indskrivninger her på kontoret, hvor forældrene har deres barn med, så sætter jeg mig ned på hug og siger ”Hej, hvad hedder du?” Så jeg taler først med barnet.

Den pædagogiske identitet er også præget af hendes egen yndlingslærer.

– Min bedste lærer dengang var min dansklærer, ligesom jeg siden selv er blevet uddannet som dansklærer. Hun var bare meget, meget dygtig. Og så kunne hun skabe ro og regelmæssighed og ordentlighed. Vi fik afleveret vores stile hos hende, men vi var ikke bange for hende.

Det var hun derimod for sin matematiklærer, husker hun.

– Jeg havde en matematiklærer, som jeg var meget, meget bange for. Så i årevis havde jeg store blokeringer i matematik. Hans opførsel havde man aldrig accepteret i dag. For han kastede for eksempel nøgler efter mig. Det er nærmest traumatiserende, siger hun alvorligt og vender tilbage til barndommens yndlingslærer.

– Det er tydeligt for mig, at den lærer, der prægede mig mest positivt, var min dansklærer. For hun lærte mig at have respekt for hinanden, uden at man er bange. Man skal jo ikke sidde og være bange for en lærer, der kommer ind i en klasse. Men man skal skabe et rum, hvor det både er rart at lære og være.

Man skal se børnene og forældrene som kunder, siger Helle Krakau Holm, som havde succes på Svartingdal Skole, inden hun blev headhuntet til at være skoleleder på Sjælland. Foto: Joan Øhrstrøm

En kæmpe gave

Hvad er det bedste ved at være lærer?

– Det bedste er kontakten med børnene. Og at se dem vokse og blomstre. Jeg havde for eksempel 10. klasse på den internationale linje på Rønne Privatskole, hvor vi også rejste sammen. Og jeg så dem holde foredrag om Bornholm foran 50 andre på et andet sprog. Det kan jeg godt sige dig…, siger hun og smiler stort.

– … det hører til nogle af mine vildeste oplevelser som lærer. Så havde de jo fået så meget selvværd og så meget selvtillid, så de kunne flyve. Det er altså sejt, og det gør noget rigtig, rigtig godt ved unge mennesker. Og at være med på den rejse har været en kæmpe gave som lærer, siger Helle Krakau Holm, der også i sin tid som lærer har efteruddannet sig som coach.

Sådan har hun også hjulpet børn med at bryde alverdens mønstre.

– Der er jo mange børn, der kan have alle mulige vanskeligheder. Det kan være, at de ikke tør række fingeren op i timerne. Det kan være svært at være i klassen. Det kan være svært at komme i skole. Der kan være problemer derhjemme. Der kan være alt muligt. Sådan kan eleven have mange blokeringer og et mønster. Og det mønster hjælper jeg med - over tid - at bryde.

En synlig leder

Som leder af en folkeskole har der dog hverken været tid til at undervise eller coache eleverne, og det ærgrer hende, forklarer hun. I stedet har hun taget andre metoder i brug for at gøre sig synlig over for børnene.

– Det var meget vigtigt for mig ikke at være sådan en fjern skoleleder, der sad på et kontor og ikke var nærværende. Jeg tænkte fra begyndelsen, at børnene skulle vide, hvem jeg er. Og en af måderne var at sige, at jeg samler på tegninger, og det kan du se. Der er klistret til herinde, siger hun og nikker mod døren, som på begge sider strutter med glade børnestreger fra top til bund.

Under interviewet har hun også fået besøg af en række børn, som gerne vil sige farvel eller aflevere en sidste afskedstegning. Og undervejs må hun rejse sig for at give adskillige krammere.

– Jeg har også prioriteret at sidde med ved alle elevråd. Sådan fik børnene en stemme direkte til mig, så der kunne tages nogle hurtige beslutninger. Og det var sådan, at vores legeplads herude blev til. For den gamle var blevet kasseret, da jeg kom, og der var ikke penge til en ny legeplads, men det skaffede jeg ved at fundraise. Og børnene var med hele tiden til at sige, hvad der skulle være på den nye legeplads. Ham, der skulle bygge legepladsen, var ved at blive vanvittig, fordi eleverne hele tiden skulle spørges gennem elevrådet, der igen skulle spørge ude i klasserne, smiler hun og tilføjer:

– Men til gengæld så elsker de den nu. Og det er også noget, de har sagt til mig i talen i dag. De elsker det, der er blevet lavet ude i skolegården, for de har selv været med. De elsker også Tildes malerier, for de har selv bestemt, hvad der skulle være på, siger hun og lader et øjeblik øjnene hvile på en af de to farverige vægge i kontoret, hvor kunstneren sammen med eleverne også har fået lov til at sætte deres glade aftryk.

– Tilde har været med og undervist dem. Og de har tegnet skitser til det hele selv. Og først derefter gik hun i gang med at male. Den slags processer tager tid, men det er det værd, fordi børnene har været med i det hele.

Knus i børnehøjde

Det virker jo også, som om børnene kender dig godt?

– Ja, de kender mig rigtig godt, så jeg får også altid knus, når jeg går ud i skolen. Så kommer de løbende. Da, der var corona, var det så svært. For jeg kunne jo ikke smide dem væk, selvom man vel ikke måtte kramme. Men så var der en forælder, der meget sødt sagde: "Helle, de krammer jo kun lige her ved hoften." Så når det ikke var ved ansigtet, var det fint nok, ler hun.

– Og så er der en anden ting, der også er vigtig. Jeg kan alle børnenes navne. Det er også vigtigt for børnene. Så det har jeg gjort mig rigtig meget umage med at øve mig på. For det giver et stort nærvær, når jeg kan sige: "Hej Bjørn, tak for tegningen."

På samme måde har hun også forsøgt at skabe nærvær over for lærerne med fester og personlige gaver og hilsner til både jul, påske og sommer.

– Jeg har virkelig tænkt mig om, når de skulle have gaver hver især, fordi jeg gerne ville have, at de følte sig set, hvad enten de fik et tørklæde eller et par sandaler i størrelse 37. Og til påske fik mange også en lille hilsen med lidt påskeæg og til sommer en flaske rosé.

Sådan har hun forsøgt at gøre arbejdsmiljøet godt med små og store ting.

– Jeg har også gået meget op i, at der er en fleksibilitet på skolen. Og det tror jeg også, jeg har med fra min privatskoleverden, hvor jeg jo var i 14 år. Når du udviser en vis form for fleksibilitet, kommer der meget tilbage. Og så bliver det meget nemmere at være i verden og på skolen, siger hun.

Prisbelønnet arbejde

Selv har hun også udvist fleksibilitet. For da hun i sin tid kom til skolen i 2016, blev hun leder af den daværende asylafdeling, men hurtigt blev hun også først konstitueret skoleleder og siden skoleleder.

For hendes arbejde med skolens asylbørn blev allerede dengang bemærket. Gennem puljer og fonde fik hun for eksempel skaffet alle mulige ekstra ting til øens asylansøgere, så de ikke følte sig alene.

– Så de blev ekviperet med alt muligt. Tøj for eksempel, for de havde jo ikke andet end det, de kom og stod og gik i. De havde ikke engang en skoletaske, men det fik de. Og de fik fodboldstøvler, indendørssko og træningstøj. Alt, hvad jeg kunne skaffe. Og jeg sørgede for at lave aktiviteter for dem i sommerferien. Jeg sørgede for at samarbejde med værftet i Nexø, hvor de kunne skate en gang om måneden. Alt muligt, siger skolelederen, der selv holdt sig i bevægelse som barn med jazzballet og gymnastik.

Hun har heller ikke kun bragt farver til skolen, men sammen med to øvrige medarbejdere også danserytmer, i form af et dansebånd som er en pendant til læsebåndet, hvor elever læser cirka 15 minutter i en lektion.

I hendes tid som skoleleder har skolen faktisk også modtaget hele to priser – en pris for udvikling af dansebåndet og en publikumspris. Og det væltede ind med stemmer fra Hasle, da der skulle stemmes om vinderen af prisen på nettet.

– Det har da været fantastisk med den anerkendelse. Vi lagde jo selv op på de sociale medier, at vi var indstillet til prisen for vores dansebånd. Og der gik ikke et øjeblik, så havde vi sindssygt mange likes, og så vandt vi også den pris. Det siger jo noget om, hvordan man i Hasle står sammen. Det er svært at være sur i Hasle. Det er også deres slogan, siger skolelederen, der heller ikke er kommet sovende til skolens succes, som har krævet ”mange, mange arbejdstimer”, fordi hun gerne ville sikre sig, at både børn og voksne havde det godt.

Men derhjemme har hun selv fået god opbakning af hendes mand Jørgen, som også er lærer og hendes bedste sparringspartner, fortæller hun.

– Det har betydet meget. Han har en stor forståelse for, hvad det er, jeg bevæger mig i, siger skolelederen, der privat godt kan lide at bevæge sig i vand og derhjemme både havde fået bygget en swimmingpool og en spa, når hun endelig har haft lidt fritid.

Vandglæden har dog sine grænser. For hun har aldrig brudt sig om at sejle, når der er høj sø, så det har nok været hendes største udfordring ved at bo på Bornholm i 30 år.

Intet arbejde er spildt

Som skoleleder har hun også oplevet at stå i høj bølgegang, da skolens asylafdeling pludselig måtte lukkes ned.

Asylafdelingen var ellers blevet både rost og berømt, og selv dronningen kom for at hilse på de velintegrerede asylbørn i Hasle. Men pludselig skulle asylafdelingen lukkes, da Slottet i Rønne ikke længere skulle fungere som asylcenter.

Nogle af børnene gik under jorden med deres forældre, mens andre senere dukkede op i England og Frankrig. Men for hende selv var det også en stor krise, da asylafdelingen lukkede på skolen. For det var en personlig hjertesag for hende.

– Det var virkelig modgang. Det var virkelig, virkelig alvorligt. Men det var selvfølgelig allerværst for de familier, de asylbørn og deres forældre, der blev ramt. Men vi havde jo arbejdet med de børn i flere år, og alle os, der havde arbejdet med dem, betød jo meget for dem. Deres skole var et fast holdepunkt. Du kan nok forestille dig, at det ikke var særlig sjovt at gå rundt nede på slottet. Dag ud og dag ind, siger hun.

– Så det, at det tæppe bliver revet væk under dem… Men også under os. Det var forfærdeligt.

For det ramte så personligt, siger hun og ser chokeret ud.

– Der var heldigvis en psykolog, som havde været tilknyttet til Røde Kors, som jeg havde samarbejdet meget med i de år, hvor Slottet havde eksisteret. Og hun ringede til mig. Det opkald betød rigtig meget. Hun ringede, og så sagde hun: ”Helle, du skal gå ud og sige til alle, at de år, de børn har været hos jer, har I gjort en forskel, og det kan man aldrig tage fra dem. Det vil de bære med altid”. De ord delte jeg straks videre, og de var også meget betydningsfulde for mig selv.

Et særligt nærvær

Da asylbørnene forsvandt fra Svartingedal Skole, fik hun samtidig travlt med at gå ud og fortælle den gode historie om skolen, der nu pludselig også var lukningstruet.

Dengang gik skolen nemlig kun til 6.klasse, og der var så få elever, at politikerne overvejede at lukke skolen ligesom Østre Skole og Klemensker Skole.

– Nu er vi 260 elever, men dengang, vi var lukningstruede, var her kun 110 børn tilbage. Men sammen med alle ansatte, en meget dygtig og aktiv bestyrelse og opbakning fra hele byen, lykkedes det os at vende udviklingen på skolen og tiltrække rigtig mange elever. Vi fik sikret skolen en udskoling, og pludselig væltede det ind med indskrivninger. Elevtallet steg med 108 procent, så eleverne stadig havde en skole, og lærerne stadig havde en arbejdsplads. Det er jeg stolt af, siger skolelederen, som ikke er i tvivl om, hvad der for alvor gør Svartingedal Skole til noget særligt.

– Der er nærvær. Selvom skolen er vokset så meget, er der et stort nærvær for alle. Og det synes jeg faktisk er ret flot gået af personalet, når der er kommet så mange nye til. Men vi har båret noget gammel kultur ind i det nye. For da skolen var lille, var der jo et nærvær, fordi man vidste, hvor alle hørte til. Men det ved man stadig, og der er nærvær i forhold til at komme ind og banke på lærerværelset for at låne en teske. Det elsker jeg for eksempel også, siger hun og smiler igen.

– Vi er her altså for børnene, siger hun.

– Og man skal se børnene og forældrene som kunder. Det er også noget, jeg har med fra min tid som lærer på en privatskole. Elever og forældre er kunder, og i dag flytter forældrene deres børn rundt til andre skoler, hvis ikke det lige fungerer. Derfor skal man sørge for at yde dem en god service og være nærværende over for dem. Og det synes jeg, man gør meget dygtigt her. Og så skiller vi os ud med, at børnene er med til at bestemme, siger skolelederen og tilføjer, at skolen snart også får dyr.

Dagen før sin afskedsreception nåede hun endda at søge penge til fuglevoliere og tyve undulater, som hun sammen med sine egne værdier gerne ser blive på skolen, når hun er væk.

Vær åben

Hvad er det bedste livsråd, du vil give videre til et ungt menneske, der skal til at tage hul på livet?

– Vær åben for det, der sker. Tag imod de ting, livet byder dig. Og prøv at have en analyserende tilgang til det, der sker. I stedet for at lade dig slå ud, så prøv at blive stående i det. Vær i det og vær nysgerrig og åben på livet.

Selv lader det også til, at hun livet igennem har forholdt sig åbent og nysgerrigt på livet – senest da hun takkede ja til det nye job som skoleleder, som hun blev tilbudt på Sjælland, selvom det har krævet mange overvejelser.

– For jeg elsker jo Svartingedal Skole, og det er og bliver mit hjertebarn. Og jeg har jo også været med på den her rejse sammen med alle andre, der har været på skolen i den periode, siger Helle Krakau Holm, der nu til gengæld kommer tættere på sine egne børn, der ikke længere bor på øen.

– Jeg har været glad for, at mine børn kom til at vokse op her, og jeg vil huske Bornholm som et dejligt sted med skønne venner og en skøn natur. Og jeg kommer selvfølgelig til at holde fast i mine bornholmske venner. Men jeg savner mine børn, der nu bor i København og Aalborg. Lige pludselig kommer der jo også børnebørn. Mine forældre bor også stadig i Korsør. Mine søskende bor i Valby, og min søster og jeg har joket med, at vi er 30 år bagud. Det skal vi indhente nu, de næste 30 år, ler Helle Krakau Holm, som altså nu også skal stå i spidsen for en ny skole. Med nærvær.

Hvordan vil du gerne selv huskes?

– Jeg kan jo tage udgangspunkt give denne her, som børnene har lavet, siger hun og løfter planchen op.

– … fordi børnene er meget, meget vigtige for mig, siger hun og ser på de mange varme ord i farver foran hende.

– Jeg vil gerne huskes som en god skoleleder. Det står der jo her med store bogstaver, smiler skolelederen, inden hun bevæger sig ud på skolens gange, hvor hun ikke når at gå langt, før hun omringes af fortælleglade elever.

Blå bog

Helle Krakau Holm.

Født 1965.

Skoleleder på Per Gyrum Skolen fra 1. november 2023.

Skoleleder på Svartingdal Skole fra 2016 til oktober 2023.

Har tidligere gennem 14 år været lærer og afdelingsleder på Rønne Privat Skole. Uddannet lærer og business coach fra Manning Inspire og diplomuddannelse i ledelse.

Gift med Jørgen siden 2008.

Har to voksne sønner og en bonussøn.