Fynbo vandt ungdomsløb
Steffen Radios Ungdomsløb for den kommende generation af bornholmske travkuske blev vundet af fynboen Ruben Kristensen, der sad op bag den eneste af de ni heste, der havde prøvet at vinde i denne sæson, Gangsters Paradise, og styrede løbet fra start til mål. Gino/Theis Møller fulgte fint med i ryg på den førende og sikrede sig også andenpladsen foran Corner Tiki/Michala Haagensen.
Ivory Bork/Kim Hjort, Inter Flamingo/Niels Kr. Hansen og Kissed By Rain/Mads Petersen var først ude af starthullerne i 5. løb, men kom ikke til at spille nogen rolle på målstregen. Kissed By Rain fejlede stort, da den forsøgte at overtage føringen ud på anden omgang, og de to øvrige heste i fronttrioen var chanceløse, da Martin Sjøholm Jensen besluttede sig for af sende Ka’li Baunely i front. Så var det løb afgjort, mens Impressive K/Frank Mikkelsen, slået med fire længder, løb ind på andenpladsen foran Hotspot Shadow/Søren Kj. Jensen.
Efter skuffelserne med Kissed By Rain og Cerosso fik Mads Petersen en flot oprejsning, da han efter en længere sejrspause kørte Hejdi Hovmand tilbage i vindercirklen i 7. løb. Medfavoritten High Roller fulgte godt med på andenpladsen, men der var hele tiden et par længders afstand mellem de to førende heste.
Hejdi Hovmand blev noteret for dagens bedste tid på 1.18,3.