Undskyld hr., må jeg byde dem et kirsebær? Jo tak, for det havde være noget nemmere, end den måde jeg fik fat på mine fuglekirsebær.
Denne blæsende solskinsdag startede med, at jeg fik en idé til en kage med kirsebær, og siden at disse opskrifter handler om, hvad man kan finde i naturen, så var fuglekirsebær oplagt.
Bare for at dobbelttjekke, så skrev jeg til Thomas Naturvejleder for at spørge, hvor jeg monstro kunne finde sådan et træ. Svaret kom promte: De står nærmest i ethvert skovbryn.
Med vandkæmmet hår, kaffe i maven og hunden ved min side, begav jeg mig ud til skoven. Jeg skal da lige love for, at der var fuglekirsebær - eller træerne var der. De bær, jeg kunne nå, var endnu ikke modne, og dem, der var modne, sad så højt oppe, at man skulle være en fugl for at få fat på dem. Det giver god mening, når man tænker over det - der kommer jo ikke så meget lys ned mellem træerne, så de lavthængende bær bliver først modne senere.