Denne blæsende solskinsdag startede med, at jeg fik en idé til en kage med kirsebær, og siden at disse opskrifter handler om, hvad man kan finde i naturen, så var fuglekirsebær oplagt.
Bare for at dobbelttjekke, så skrev jeg til Thomas Naturvejleder for at spørge, hvor jeg monstro kunne finde sådan et træ. Svaret kom promte: De står nærmest i ethvert skovbryn.
Med vandkæmmet hår, kaffe i maven og hunden ved min side, begav jeg mig ud til skoven. Jeg skal da lige love for, at der var fuglekirsebær - eller træerne var der. De bær, jeg kunne nå, var endnu ikke modne, og dem, der var modne, sad så højt oppe, at man skulle være en fugl for at få fat på dem. Det giver god mening, når man tænker over det - der kommer jo ikke så meget lys ned mellem træerne, så de lavthængende bær bliver først modne senere.
For tiden (og lad os håbe, at det bliver ved) taler alle om bæredygtigthed og om, at vores fødevarer skal være bæredygtigt producerede. Man kan sige, at det mest bæredygtige er at spise det, man kan finde i naturen og helst tæt på sit hjem. Det er en tanke, jeg godt kan lide, men jeg skal da love for, at jeg fik omgået det med bæredygtigheden i dag. Jeg kunne finde meget få kirsebær, slet ikke nok til den kage.
På vejen hjem gik jeg og skumlede lidt over det hele og tænkte på, hvad jeg så skulle lave i stedet for. En af idéerne var at harpunfiske nogle rødspætter og så marinere fileterne med perikon, men min harpun er i stykker, og det blæste virkelig meget. Tilsidst kom jeg i tanke om det store fuglekirsebærtræ, der står på mine svigerforældres sommerhusgrund. Det stod frit, så der måtte være modne bær på det. Det var her, jeg tog den ikke så bæredygtige beslutning om at køre 30 kilometer for at plukke en pose fuglekirsebær og så køre hjem igen… altså 60 kilometer for en kage.