Kajamaanses hule og Nevada-klippen i Ringebakkerne

Artiklens overskrift er underlige stednavne i Ringebakkerne. Kajamaanses hule var ifølge et gammelt sagn en grotte hvor en svensk drabsmand havde gemt sig. Nevada kaldes en høj isoleret klippe, omgivet af endnu højere klippevægge, der bruges af aktive klippeklatrere i de nu ophørte stenbrud.

Efter 200 års stenbrudsdrift er der skabt store ar i naturen. En klassisk konflikt mellem naturen og erhvervsinteresser. For 22 år siden beskrev jeg området i Bornholms Tidende med disse ord: Måske er naturen ødelagt, når den har fundet sig selv, kan der være skabt en naturperle og en stor turistseværdighed.

Ringebakkerne

I dag er der fra landevejen etableret en offentlig kørevej gennem det store stenbrud. Der er anlagt sheltere, etableret organiserede klatre ture, spor for cykler og stier for gående. Stenbruddet er blevet en populær turistseværdighed, også for dårligt gående da man kan køre derind. Al færdsel er på eget ansvar.

Vandretur i Ringedalen

Dette er et forslag til en vandretur på 4 kilometer. Især den første del har ujævnt terræn med sten på stien, der om vinteren er glatte. Derfor kan turen ikke anbefales for dårligt gående. Den tager cirka to timer.

Fra parkeringspladsen på Vang Havn går man opad mellem de gamle fiskerhuse, som i dag bruges som helårshuse. Vejen kaldes Vandmøllevej, den vil passerer Vang Vandmølle fra 1810. På grund af terrænet er det en såkaldt overfaldsmølle. Vandet blev oppefra ført over til møllen via en rende af træ. Vandmøllen var øens eneste af den type, alle andre vandmøller var underfaldsmøller. Vandmøllen er fredet, den ejes af Bornholms Museum.

Efter vandmøllen går stien langs klippekysten sydpå til Jons Kapel. Denne rute følger stien gennem Ringedalen, en smuk sprækkedal med asketræer og elletræer. Overalt kan man i det sumpede terræn ane små volde, rester af dæmninger til vandet fra søen kaldet Mølledam. I regnfattige perioder gemte man på vandet, der blev kun åbnet for dæmningerne når der kom kunder til vandmøllen.

En sten viser vej til Kajamaanse hul.

Kajamaansehul

Hvor stien deler sig, ses en sten med teksten ”Kajamaansehul”. Stien til venstre fører op over klipperne til grotten. Det er livsfarligt at gøre forsøget, den findes flere meter under toppen af klippen.

Efter det gamle sagn havde en svensk stenhugger med navnet Mogens slået et menneske ihjel. Efter ugerningen flygtede han langt væk, troede man, men drabsmanden havde skjult sig inde i Ringedalen i en grotte sammen med en flok alliker, på bornholmsk kaldet ”kaja”. Hver eneste nat blev der stjålet madrester fra skraldespande og køkkener i Vang, man vidste dog ikke hvem der stjal. Efter en nat med snevejr så man nogle fodspor i sneen, dem fulgte man op til grotten. Da de lokale satte ild til grottens halm, sprang drabsmanden ud. På grund af faldet blev han slået ihjel.

Ruten følger stien til højre, langs kanten på Mølledam. Læg mærke til de store løse sten under klipperne, de kaldes ur og skyldes frostsprængninger. Stien fører derefter op over klipperne, kantet af gamle rødgraner, fyrretræer, løn og egetræer. Mange af dem bevokset med stedsegrønne vedbend, nogle gamle træer er væltede. Det skaber en dejlig fornemmelse af urskov. Uden varsel ender stien på kørevejen mellem de store stenbrud. Herfra går man mod højre.

Vandreturen kort fortalt

Fra parkeringspladsen går man opad Vandmølle vej mod højre. Ved vandmøllen går stien til højre over klipperne til broen over slugten og videre. Denne tur følger fortsat skovvejen gennem skoven til en tværgående asfalteret vej, den passeres og man fortsætter gennem det fugtige Ringedal. Efter 200 meter ses stenen med teksten ”Kaja Maansahul” der med en pil viser til venstre. Turen fortsætter dog til højre langs Mølledammen og fortsætter opad og videre i den flotte naturskov indtil stien fører frem til en kørevej mellem de store stenbrud. Herfra følges vejen til højre, den fører gennem det store stenbrud og nedad mod kysten under jern broen over slugten. Det sidste stykke af turen tilbage følges bare vejen til parkeringspladsen.

Historien om Vang Stenbrud

Stenindustrien ved Vang begyndte i 1895. Efter ildebranden på Christiansborg i 1888 skulle borgen genopføres med søjler og profiler af den typiske grå granit fra Vang. Senere blev der leveret granit til Storstrømsbroen og store leverancer, samt hugget brosten og kantsten. På et tidspunkt var der arbejde til 300 mand. På stenbanen ved havnen arbejdede faglærte stenhuggere, inde i stenbruddet ufaglærte stenhuggere.

Man hentede råvaren med tipvogne, trukket af heste. Da kystens granitblokke var opbrugte, etablerede man senere nye stenbrud over skrænterne. For at hente granitten oppe fra højderne lavede man et dobbeltspor. Så kunne de tunge vogne oppefra, trække de tomme vogne op.

Der har været mange ejere af stenbruddet, og omkring 1980 købte Superfos området. Selskabet havde fået ordren på granit til broen over Storebælt. De store stenbrud blev forbundet med veje, der blev sprængt en slugt i kystklipperne og lavet en mole til direkte udskibning. Dermed sparede man transporten af granit til Hasle Havn. Med ny effektivitet kunne man på en uge udskibe mere granit, end hvad man før gjorde om året. På grund af EU-regler fik Tyskland ordren på granit til Øresundsbroen, og Superfos solgte stenbruddet til NCC, der overdrog det til kommunen. Den sidste leverance af granit gik også til Christiansborg. Kuglerunde stenblokke til terrorsikring.

Slugten med sin monumentale jernbro.

De store stenbrud

Man følger kørevejen mod højre. Snart ses den høje Nevada-klippe, den er endnu højere på den modsatte side på grund af stenbruddet. Mange steder ses bolte og kiler fra sommerens klippeklatring. Måske ses i det fjerne en stor flyvende falk. Der har ynglet et par vandrefalke i flere år.

Overalt ses jernrester fra stenbruddets velmagtsdage. Larvefødder og nogle rester af en bagvæg til en knusemaskine. Følger man vejen nedad mod kysten ses den store bro af jern over slugten. Den monumentale bro er udført af kunstneren Peter Bonnen, broen var en gave til Bornholm efter DGI's landsstævne i 2002. Dengang skabte den stor debat, men på en måde passer broen i vore dage til de rustikke omgivelser.

Vang granit er den ”yngste” af øens granitter. Skabt for 1,4 mia. år siden, den er ofte lysegrå med sorte pletter, der er mineralet hornblende. Mange steder er stenvæggene røde af rust, andre steder ses lodrette diabasgange af forvitret granit.

Man følger vejen under broen og kommer ud til molen ved kysten. Oppe til venstre ses nogle betonfundamenter, bag dem har man anlagt en fin shelter med bålplads.

Lysmos lyser med en stærk grøn farve, der får billedet til at virke uskarpt.

Det lysende mos

Det sidste stykke af turen følger man kysten til Vang Havn. Før klippekystens store ar ligger der store samlinger af runde sten. I hulrum mellem dem vokser det sjældne mos med navnet lysmos. I Danmark findes det kun på Bornholm. Mosset kan ikke lyse, det unge mos indeholder små krystaller der opfanger lyset udefra, så hulen er oplyst med et fosforagtigt grønt lys.

Om vinteren er der meget glat, gem synet til en forårsdag.

Rigtig god tur.