For meget lang tid siden var der ved alle hellige kilder træer man kaldte 'Kludeege'. Her ofrede man sit brugte tøj for et ønske om helbredelse. Aakirkeby havde engang en 'Lappetræskilde', men i dag er både træet og kilden væk. Langs øens landeveje var der såkaldte 'Brændevinsege', som var gamle træer, hvor de vejfarende kunne tage en dram og snakke med andre, inden turen fortsatte. For mange år siden voksede der i Nordskoven i Rønne et birketræ med syv selvstændige stammer, som blev kaldt 'De syv brødre'. Det eksisterer ikke mere, hvilket også gælder 'De syv søstre' i Almindingen. Grantræet væltede i et stormvejr ved Bastemosen i 1930. Fra den liggende stamme voksede der syv selvstændige træer, og det blev så berømt, at selv turistbusserne havde træet på programmet. Man kaldte det 'Syvmasteren'. I 1999 flækkede en storm rødderne, og i dag er der ikke meget tilbage af seværdigheden. Ved Bastemose er der andre sjove træer: kandelabertræet og et liggende birketræ med mange selvstændige stammer.
De træer får aldrig den samme opmærksomhed, da de vokser for langt fra landevejen.