Det mest omsiggribende spareforslag går ud på at samle alle folkeskolerne i ét skoledistrikt.
”Strukturændringen giver mulighed for administrativt at reducere antallet af klasser i det nye distrikt, at lave sammenlægning af nuværende klasser og administrativt flytte elever mellem de forskellige afdelinger”, skriver skoleadministrationen om spareforslaget.
Kommunen forventer at kunne spare næsten otte millioner kroner om året, hvis der sløjfes ti klasser på tværs af skolerne. I oplægget lægger administrationen ikke skjul på konsekvenserne ved manøvren: ”Både medarbejderes og elevers trivsel og skole-/ arbejdsglæde vil falde i de efterfølgende år på lige fod med det faglige udbytte”, skriver administrationen om idéen, der medfører, at forældrenes retskrav på at få børnene i den lokale folkeskole vil gå tabt, idet der formelt set kun vil være én folkeskole med flere afdelinger.
Tilskud i fare
Andre forslag handler om at fjerne det tilskud, som skolerne i dag kan få, hvis de på en årgang vælger at oprette tre mindre klasser, selvom alle elever egentlig kunne være samlet i to store klasser. Denne mulighed gjorde folkeskolerne brug af i tre tilfælde sidste år.