Samtidig vælger flere end sidste år en erhvervsuddannelse. Hvor en syvendedel af de unge (14 procent) sidste år fortsatte på en erhvervsuddannelse, vil en sjettedel (16 procent) gøre det i år.
Dermed bremser de seneste års tendens til, at færre bornholmske unge vælger en erhvervsuddannelse. Det er en bevægelse, som kommunen gerne vil stoppe, for kommunalbestyrelsen har vedtaget et mål om, at 30 procent af Bornholms unge i 2030 tager en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.
Også de fire gymnasiale uddannelser på Campus Bornholm bliver i år søgt lidt mere end sidste år. Samlet er andelen gået fra 43 procent sidste år til 45 procent, der i år går videre med en gymnasial uddannelse. Det skyldes, at flere fortsætter på HF, der aftog otte procent af de bornholmske unge sidste år, men i år vil få hver tiende (10 procent).
Færre end sidste år tager 10. klasse med. Hvor godt en tredjedel (36 procent) valgte 10. klasse sidste år, bliver andelen kun knapt en tredjedel i år (32 procent).
Det skyldes, at markant færre i år tager på efterskole efter 9. klasse. Hvor næsten hver femte (19 procent) gjorde det sidste år, vil kun næsten hver sjette (15 procent) gøre det i år. En uændret andel vil i år gå i 10. klasse på en af Bornholms folkeskoler eller på en privatskole.