Der var brede smil og stor glæde, da seks børn og voksne fra Barnets Blå Hus Bornholm for nylig hentede deres nye briller i Louis Nielsen-butikken på Store Torvegade i Rønne.
Brillerne er givet gratis i anledning af Synets Dag, som verdenssundhedsorganisationen WHO står bag. Den sætter hvert år fokus på øjensundhed, og i den anledning er optikerkæden Louis Nielsen og den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark gået sammen om at hjælpe nogle af dem, der har svært ved at prioritere synet.
I slutningen af oktober fik udvalgte børn og voksne fra Barnets Blå Hus Bornholm, som er en del af Blå Kors, gratis synstest med sundhedstjek i den lokale optikerbutik, og nu kunne de så hente deres nye briller.
– Det var en stor succes. Det var det bestemt. Louis Nielsen-medarbejderne var virkelig imødekommende på alle måder, og familierne var glade. En af vores brugere fandt ud af, at hun nærmest var blind på det venstre øje, og det har hun levet længe med. Da bliver det bare meningsfuldt med dette samarbejde. Det var en vild oplevelse, lyder det fra Charlotte Lund, der er leder af Barnets Blå Hus Bornholm.