Det kan være svært at begynde i skole – men hjælpen er på vej

Det kan være svært at begynde i skole – men hjælpen er på vej
Projektleder Laura Reedtz Funder oplyser, at hun gerne møder op, hvis institutioner eller forældregrupper har behov for at høre nærmere om Projekt Skolestartsvenner. Pr-foto
NYHED | ABONNENT | 23. JAN 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
23. JAN 2024 • 05:30

Skolestartsvenner rykker til Bornholm i et nyt projekt, som kan hjælpe børn godt på vej med deres skolegang, hvis de oplever springet fra dagtilbuddet som udfordrende. Hjælpen kan have livslang betydning, slår projektlederen fast.

Overgangen fra dagtilbud og til skolelivet er ikke nødvendigvis let for et lille barn, og forskning viser, at snubler det undervejs i processen, kan det sætte sit præg på en stor del af tilværelsen efterfølgende.

Derfor er det vigtigt at understøtte de børn, som kan have det lidt svært med at finde sig tilrette i skolen, og hjælpen – eller mangel på samme – kan have afgørende betydning og livslange konsekvenser for barnet selv og naturligvis også for dets omgivelser.

Det fortæller Laura Reedtz Funder, som er projektleder for Projekt Skolestartsvenner under Københavns Professionshøjskole, som i form af diverse udlagte uddannelser også er repræsenteret på Campus Bornholm.

Om Skolestartsvenner forklarer hun, at der er tale om en indsats startet af Københavns Professionshøjskole i 2020 på baggrund af den generelle viden, der eksisterer om overgangen mellem dagtilbud og skole, og hvordan børn reagerer på den, men også specifikt baserer sig på Egmont Rapporten 2019 "Når store børn bliver små – giv alle børn en god skolestart", som netop satte fokus på skolestarten set fra et børneperspektiv.

– Rapporten underbygger det her med, at overgangen fra dagtilbud og til skole er smaddervigtig og kan være svær for nogle børn, siger Laura Reedtz Funder.

– Den er vigtig for alle børn, men jo særligt for de børn, som oplever mistrivsel og ikke har nemt ved overgangen. Og bliver der ikke taget hånd om dem, er der risiko for, at de udfordringer, de oplever, vil følge dem gennem hele skolelivet, ind i studielivet og videre til arbejdslivet. Det er på den baggrund, vi med Skolestartsvenner gerne vil lave en frivilligt baseret støtte netop i overgangen mellem dagtilbud og skole.

Samarbejde

Det er simpelthen helt afgørende, at man får et godt afsæt i det skifte fra dagtilbud og til skole?

– Ja, godt begyndt er halvt fuldendt, som man jo siger i mange andre sammenhænge, siger projektlederen.

Hun pointerer, at projektet er en frivillig indsats, som skal forankres i barnets hjem og i lokalsamfundet – og nu er det altså også på vej til Bornholm.

– Vi rekrutterer studerende fra professionshøjskolen, som melder sig til på frivilligt basis at være venner med børnene uden for skole- og SFO-tid. Det er med udgangspunkt i barnets hjem og i et samarbejde med familierne, at vi etablerer støtten til barnet.

Og I finder naturligvis nogle lokale på Bornholm til projektet?

– Ja, vi har et samarbejde med alle børnehusene, hvor vi gennem regionskommunen har fået lov til at udmelde samarbejdet, og vi har fordelt informationsmateriale til pædagogerne og forældrene om den mulighed, der er for at søge en skolestartsven, siger Laura Reedtz Funder.

– Så hvis der er nogle forældre, der har ondt i maven og spørger sig selv om, hvordan det kommer til at gå for deres lille barn, når han eller hun skal starte i skole, så kan de gå ind på vores hjemmeside, www.kp.dk/skolestartsvenner, og melde deres barn til projektet.

Man behøver ikke afvente og se, hvordan skolestarten går, man kan tilmelde sit barn proaktivt?

– Ja, endelig! Og hellere melde et barn for meget end et for lidt til.

Har I undersøgt, om det her batter noget?

– Ja, altså for at blive skolestartsven skal man ud over at være tilknyttet Københavns Professionshøjskole gennemgå et 18 timers kursus, som er specielt kompetencegivende til at give børnene den støtte, de har behov for. Uddannelsen dækker både barnets sociale kompetencer i forbindelse med overgangen og dertil kommunikations- og relationsdannelse samt natur- og udelivsaktiviteter på Bornholm, som de studerende bliver særligt uddannet til.

En vis træghed

– Derudover bliver vi fulgt af et evalueringsfirma, der hedder Moos-Bjerre. Det har lavet en evaluering, som peger på, at børnene og deres familier mestendels er rigtig glade for den støtte, de får af skolestartsvennen. De bruger ord som "en klippe", "et lysglimt" og "en helt særlig ven i familien", siger projektlederen.

– Evalueringen peger også på, at det ikke nødvendigvis er let at melde et nyt initiativ ud og straks få forældre og pædagoger til at sige, at "dét skal de børn, vi kender, deltage i!". Der er en vis træghed i systemet, hvor man skal opbygge en gensidig tillid – og det er der, mit arbejde ligger. Så hvis nogle institutioner eller en forældregruppe gerne vil møde mig her i løbet af foråret og høre nærmere om projektet, så er de meget velkomne til at kontakte mig, og så møder jeg gerne op, siger Laura Reedtz Funder, som allerede har været rundt at præsentere sig i de forskellige børnehuse.

– Men det er det, der er mit arbejde – at skabe den tillid, der skal til, opsummerer hun.

Hvor mange skolestartsvenner tænker du, der rent erfaringsmæssigt bliver behov for at rekruttere til at fungere på Bornholm?

– Jeg vil meget gerne nå et børnetal på 25, siger Laura Reedtz Funder.

– Og vi har jo for eksempel specifikt et samarbejde med Åvangsskolen i Rønne, som vi for alvor er ved at få op at stå.

Københavns Professionshøjskole er til stede på Campus Bornholm med en række uddannelser såsom lærer-, pædagog-, sygeplejerske-, salgsrådgiver-, sosuuddannelser og andre, oplyser hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT