– Det har været en så stor succes, at tilbuddet nu fortsættes efter sommerferien. Det har givet liv på skolen om eftermiddag, hvor mange glade børn har benyttet sig af tilbuddet, siger hun.
Da Tidende kigger forbi, er alle klubbørnene, som er blevet for gamle til at gå i SFO, samlet ude i skolegården. Flere piger leger med en slags primitive drager, som de laver af plastikposer og pinde.
Der er også gang i spillet på fodboldbanen, mens andre svinger med hulahopringe eller går på stylter – som Paprika fra 4. klasse, der ansporer journalisten til at prøve stylterne, inden hun giver Tidende en rundvisning.
– Jeg er her fem dage om ugen. Normalt bliver jeg til klokken fire, for der går min bus, fortæller hun, inden vi går indenfor og op ad trappen til klublokalet.
Det blev taget i brug for fire måneder siden. Midt i rummet står et sofabord, der er omgivet af to lædersofaer og et par lænestole. Et par kasser med legetøj til større børn med mærkatet ”kun for klub” står på bordene bagved, men i rummet finder man også bøger, et elektrisk klaver og andre ting, som vist er blevet til overs på privatskolen.