Årets uhyggeligste dag nærmer sig: Hvad sker der på Bornholm?

Årets uhyggeligste dag nærmer sig: Hvad sker der på Bornholm?
Græskar-uhygge i Nyker i 2020. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 29. OKT 2022 • 09:00
NYHED | ABONNENT
29. OKT 2022 • 09:00

Halloween nærmer sig, og Tidende giver et bud på fire arrangementer i uhyggens ånd, man kan opleve i weekenden eller på mandag.

 

Mandag den 31. oktober markerer årets måske uhyggeligste dag. Allehelgensaften, eller den amerikanske version, der også er kommet til Danmark, halloween.

Flere bornholmske byer har snydt lidt og taget forskud på uhyggen ved at holde arrangementer med græskar, gys og spøgelser i efterårsferien, hvor mange har haft fri, og der har værte turister på besøg.

Det fortæller flere by- og borgerforeninger og handelsstandsforeninger, Tidende har kontaktet.

Flere steder – blandt andet i Rønne – kan man stadig se græskarudsmykninger, men hvor går man hen i denne weekend og på selve halloween på mandag, hvis man har brug for et skud gys?

Tidende har fundet frem til fire bud på aktiviteter i weekenden eller på mandag.

Halloweenløb

I Nyker er der et todelt halloweenarrangement på mandag – en tilbagevendende begivenhed, fortæller formanden for borgerforeningen.

Voksne og børn i alle aldre er inviteret til halloweenløb i udklædning igennem 10 uhyggelige poster, hvor man til sidst skal gætte et ord. Og der er selvfølgelig en præmie på højkant.

For de yngste i alderen 0-6 år er der et mindre uhyggeligt løb, hvor man skal finde nogle tegninger.

Begge løb foregår mandag den 31. oktober i Morten Svendsens Have med start klokken 16.30.

Den anden del af arrangementet er fællesspisning, hvor der mellem klokken 17.30 og 19 i uhyggens ånd vil blive serveret forloren mumie og giftige planter.

Det foregår i klubhuset i Nyker og koster 40 kroner. Børn under 12 år er gratis.

Hverken løbet eller fællesspisning kræver ingen tilmelding.

Gys på gården

Den gamle Kjøllergaard i Østermarie bliver søndag aften forvandlet til 'Gysergaard', hvor man kan få skræmt livet ud af sig på en gåtur gennem gårdens gamle slidte grisestalde og tilstødende dunkle skove og haver. Hvis man altså tør.

– Den gamle griseavler på gården blev sindssyg og endte en nat med at slå sin egen datter ihjel, hvilket vakte alle landmandsdatterens værste mareridt til live. Pigens mange mareridt (ofte omhandlende uhyggelige dukker) bliver denne nat virkelige, for at slå en skræk i griseavleren – og alle andre der tør opholde sig på gården efter mørkets frembrud, lyder det fra beskrivelsen på Kjøllergaards hjemmeside.

Det fremgår, at turen blandt andet indeholder uhyggelig udsmykning, chok, røg, udklædte mennesker – dog uden berøring – sataniske ritualer, snævre lukkede og klaustrofobiske tuneller, ægte spindelvæv og andet uforudsigeligt stads. Man bliver dog ikke våd eller sønderligt beskidt, forsikrer Kjøllergaard.

​Gåturen på 350 meter forventes at tage 10-20 minutter og kan klares alene eller i grupper af maks. tre personer.

​Gysergaard er åben fra kloken 19 til 22, og da der er begrænsede pladser er tilmelding nødvendig.

Turen anbefales ikke til børn under 8-10 år og sarte sjæle, ligesom det anbefales, at man klæder sig varmt på.

 

Forberedelserne til halloweenarrangement i Nexø har været i gang i to måneder. Foto: Maria Drøscher 

 

Uhyggeligt dukkehus

Et andet privat halloweenarrangement finder sted i Nexø, hvor Maria Drøscher sammen med en række frivillige inviterer folk indenfor i et 'uhyggeligt dukkehus', som er teamet. Det oplyser hun på Facebook.

Det er fjerde gang, det bliver afholdt, og sidste år var over 200 børn og voksne forbi huset, da der var hospitalstema.

I år er der 14 frivillige, og derfor er arrangementet større end tidligere år.

– Vi sætter en masse telte op, hvor man går ind i forskellige rum. Først ind i en stue, så soveværelse og et badeværelse. Det er bygget op på dukker og legetøj og uhygge. Og der er også levende skræmmemennesker, forklarer Maria Drøscher.

Hele arrangementet er bygget op på genbrugsmaterialer og ting, folk har doneret – heriblandt også 2.000 kroner til slikposer til børnene.

Der vil også være kaffe og kage til de voksne i en pavillon hos genboen.

– Vi bruger to måneder på at gøre klar. Men vi har nogle frivillige, der kommer og hjælper på selve dagen. Det bliver super hyggeligt og uhyggeligt, lover hun.

Små børn skal følges med voksne, og det er gratis at deltage for alle.

Det uhyggelige dukkehus kan opleves på Lindebergsvej 13 i Nexø mandag den 31. oktober fra klokken 16 til 19.

Brændesgårdshaven

Af Destionation Bornholms hjemmeside fremgår det, at Brændesgårdshaven lørdag den 29. oktober afslutter sæsonen med halloweenuhygge.

– Vi holder lidt halloween (u)hygge i haven. Kom i dit bedste halloweenkostume, så kan du måske være heldig at vinde som bedst halloween.udklædt. Gå en tur i en pyntet jobo-grotte (hvis man tør).

Der vil være en masse gode tilbud både i slikland og i cafeteria. Så kom og nyd haven som er begyndt at skifte til efterår og få givet både æsler og geder et på gensyn kram, lyder det.