'Vi kan se et tydeligt behov i markedet'

'Vi kan se et tydeligt behov i markedet'
Østdansk Landboforening vil gerne tættere på de bornholmske landbrug. Arkivfoto: Marine Gastineau
ERHVERV | 27. APR • 18:25
ERHVERV | 27. APR • 18:25

Østdansk Landboforening vil bringe rådgivningen tættere på kunderne med lokal tilstedeværelse. Derfor etablerer den et kontor i Rønne. 

Østdansk Landboforening etablerer nu et kontor på Bornholm som led i en strategisk satsning på at komme tættere på kunderne og imødekomme en stigende efterspørgsel efter lokal rådgivning.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra landboforeningen, som altså snart kan opleves på helt tæt hold.

Her fremgår det også, at virksomheden allerede har kunder på øen, og at de oplever et voksende behov for rådgivning, der kan leveres tæt på driften – med kort responstid og indgående kendskab til lokale forhold.

Østdansk Landboforening har allerede kontorer i Rønnede og Hagested ved Holbæk, og det nye kontor i Rønne bliver en integreret del, hvor organisation, ledelse og faglig tilgang fortsætter uændret.

– Vi udvider, fordi vi kan se et tydeligt behov i markedet – og fordi vi ved, at vores måde at arbejde på skaber værdi. Med Bornholm kommer vi tættere på kunderne, uden at gå på kompromis med kvalitet eller faglighed, siger direktør Mette Engel i pressemeddelelsen.

Centrale profiler

Som led i etableringen har Østdansk ansat centrale profiler til opbygningen af det bornholmske kontor.

Blandt dem er Ingvar Olsen, økonomirådgiver og ejendomskonsulent, der med en lang og solid karriere på Bornholm har et stærkt lokalt netværk og indgående branchekendskab.

Derudover tiltræder Alexander Lassen som økonomikonsulent med fokus på drift og budgetter.

Begge bliver en del af Østdansks samlede faglige miljø og arbejder i tæt samspil med kolleger og ledelse på tværs af organisationen.

Kontoret på Bornholm vil levere rådgivning til landmænd og følgeerhverv – samt små og mellemstore virksomheder på tværs af brancher.

Rådgivningen omfatter blandt andet økonomi og regnskab, drift og budgetter, ejendom og jura og planteavl

Kontoret etableres i Rønne for at sikre at kunder på Bornholm får lokal tilstedeværelse – med adgang til et stærkt fagligt miljø og specialiserede kompetencer på tværs af organisationen.

Om Østdansk

Østdansk Landboforening er en rådgivningsvirksomhed, som består af omkring 65 medarbejdere.

Virksomheden har kontorer i Rønnede og Hagested ved Holbæk.

Østdansk rådgiver landmænd og øvrige erhvervsdrivende inden for blandt andet økonomi, regnskab, ejendomshandel, jura og planteavl.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT