Nu dæmrer det for Nylarskoret

Nu dæmrer det for Nylarskoret
Nylarskoret med dirigent Steffen Hyldig, som skiller sig ud iklædt morgenrød. Privat foto
NOTITS | KULTUR | 27. APR • 17:00
NOTITS | KULTUR | 27. APR • 17:00

Nylarskoret inviterer til forårskoncert i dels Sankt Clemens Kirke lørdag 2. maj klokken 16, dels i Aa Kirke mandag 4. maj klokken 19.30.

Det fortæller formand Susanne Dam i en mail til Tidende, hvor hun videre oplyser, at koret præsenterer et stemningsfuldt og varieret program bestående af både nye og ældre værker.

Under overskriften "Morgen, midsommer, mørkning" består programmet af morgensange, aftensange samt sange om forår og midsommer.

Koret synger således blandt andet Gades smukke "Morgensang" fra værket "Elverskud" ("I Østen stiger solen op") og "Nu rinder solen op af Østerlide", den gamle Kingo-salme med nyere melodi af Lasse Lunderskov.

Et hav, der vugger sig til ro, og den bornholmske Vizzeliroa beskriver mørkningen, og af forårs- og midsommer sange kan nævnes "Danmark nu blunder den lyse nat" og Svend S. Schultz’ fine "Midsommersang".

Der er også plads til et par sange komponeret af to nulevende bornholmske komponister: Hans Askou og Bent Peder Holbech, samt andre små overraskelser, fortæller Susanne Dam.

Tilhørerne får desuden mulighed for at synge med på nogle udvalgte fællessange, fortæller formanden og fortsætter:

– Nylarskoret håber, at vi kan give tilhørerne en god og stemningsfuld oplevelse med sange, der handler om alle de gode ting, der omgiver os.

Dirigent er naturligvis Steffen Hyldig, som Nylarskoret skal fejre 50 års jubilæum med til november.

Der er en entré 50 kroner ved indgangen.



FÅ ABONNEMENT