De lokale – og nu også turisterne – har nemlig fundet frem til det lille museum, som åbnede for tre måneder siden. På vejen til og fra gågaden er det denne dag nemt at få øje på museet, fordi der holdes et lille børneloppemarked ude på gaden.
– Vi har i øjeblikket åbent onsdag og lørdag, samt når jeg alligevel går hernede, og der kommer 60-70 besøgende hver gang. Jeg taler med stort set alle gæster, og når jeg kommer hæs hjem, kan min kone høre, at der har været mange mennesker, siger Mikkel Dahlmann, der har taget initiativet til museet.
Der er ikke meget som i den grad kan få nostalgien op i folk, som når man genser legetøjet fra sin barndom. Så det bliver til mange gode snakke.
– Vi er gået fra, at det var mit eget private projekt, som jeg startede hjemme hos mig selv for to år siden, til nu at være et klubhus for en forening, hvor vi viser vores samling frem. Vi er nu omkring 20 medlemmer af foreningen, og vi bliver hele tiden flere. Vi har medlemmer i alle aldre aldre, lige fra otte til 80 år, siger Mikkel Dahlmann.