Han refererer her til, at når Molslinjens nybyggede hurtigfærge, Express 5, kommer til Bornholm næste år, er det rederiets agt at lade Express 1 sejle på Kattegat, mens den mindre Max Mols skal overtage dens rolle her i Østersøen.
– Men vi har behov for Express 1, og det er ikke bare i højsæsonen, at der mangler kapacitet. I søndags oplevede vi, at alle afgange fra Bornholm var udsolgte – og det betyder, at vi ikke kan sælge weekendophold til gæsterne. Bornholm er dejlig, men gæsterne vil jo også gerne hjem igen. Vi kunne have solgt mange flere rejser med en større kapacitet, siger Rasmus Lund.
– Allerede nu kan vi se, at i efterårsferien i uge 42 er der dage, som er næsten udsolgte. Og her i september har vi rigtig mange turister, som gerne vil hertil torsdag og rejse hjem søndag, så der er pres på torsdagene og for den sags skyld også fredagene. Det kan gå nogenlunde, hvis folk vil tage de meget tidlige afgange eller de meget sene, for så kan de godt komme hertil, men når de skal hjem om søndagen, er færgerne ofte lukket land. Der er proppet, fuldstændig udsolgt. Så står folk i en situation, hvor de siger "okay, jeg kan rejse over om torsdagen, men skal tage hjem fredag eller lørdag. Nej, der bliver lige kort nok".
Og derfor siger du, at den evaluering bør blive lavet nu?
– Ja. Og som sagt bør den ikke tage ret lang tid at lave, for problematikken er ganske åbenlys, siger Rasmus Lund.