Tillidsrepræsentant: De tjener mere end os i andre lufthavne

Tillidsrepræsentant: De tjener mere end os i andre lufthavne
Lørdag formiddag var sikkerhedskontrollen spærret af, selvom der egentlig burde være kø til dagens anden flyvning til København. Samtlige 21 flyvninger i weekenden til eller fra Bornholms Lufthavn blev aflyst. Foto: Jakob Nørmark
NYHED | ABONNENT | 28. AUG 2022 • 20:00
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | ABONNENT
28. AUG 2022 • 20:00

Ønsket om højere løn har eksisteret blandt lufthavnsmedarbejderne siden 2020, og det er frustration over de statslige styrelsers manglende forhandlingsvilje, der fik dem til at nedlægge arbejdet i fredags.

Utilfredsheden blandt lufthavnspersonalet, der til daglig passer security og håndterer passagerernes bagage, er blevet klart for alle og enhver de forgangne dage.

Årsagen til, at medarbejderne nedlagde arbejdet fredag, er mere end to års forgæves forsøg på at opnå en højere løn. Trafikstyrelsen har ifølge tillidsrepræsentanten for den statsejede lufthavns 3F-medarbejdere, Christina Lintrup, afvist at imødekomme ønsket om at indlede lønforhandlinger.

– Konflikten handler om, at medarbejderne gennem lang tid har forsøgt at få hævet lønnen, siger hun til Tidende.

Indsatsen for at få hævet lønnen blev indledt i begyndelsen 2020, før corona-pandemien nåede Europa og lammede flybranchen, fortæller Christina Lintrup.

– Man blev opmærksomhed på en stor ulighed på lønniveauet, når vi sammenligner med andre lufthavne.  Vi vil gerne sammenligne os med lufthavnene Aalborg og Aarhus. Lønmæssigt ligger deres medarbejdere væsentligt højere end os.

Det er jo lufthavne med en anden ejerskabsform?

– Derfor behøver medarbejderne ikke være ringere stillet.

Flere opgaver

I lønsammenligningen tager de bornholmske medarbejdere højde for, at de løser en bredere palet af opgaver og skal opfylde flere krav end personalet i de jyske lufthavne.

– Medarbejderne i Bornholms Lufthavn har mange forskellige kasketter på, siger Christina Lintrup.

Som eksempel nævner hun, at bagagehåndtering og brand/redning varetages af de samme medarbejdere på én gang, ligesom vagter i sikkerhedskontrollen kan indgå i jobbeskrivelsen.

Hvor store lønstigninger medarbejderne kræver, ønsker tillidsrepræsentanten ikke at oplyse.

– Det vil jeg ikke udtale mig om. Men medarbejderne i Bornholms Lufthavn er ikke højtlønnede.

Det er en arbejdsnedlæggelse i strid med overenskomsten. Hvorfor har I taget det skridt netop nu?

– Det er fordi, medarbejderne ikke føler, at de bliver taget seriøst, og fordi de føler, at styrelsen trækker tiden.

Om lufthavnsmedarbejderne har tænkt sig at genoptage arbejdet mandag, vil deres tillidsrepræsentant ikke svare på.

– Det har jeg ingen kommentarer til, siger Christina Lintrup søndag eftermiddag.

Hun afviser også at forholde sig til Trafikstyrelsens melding om, at konflikten vil blive indbragt for Arbejdsretten.