Therns Hotel er delt op i tre fløje, der inkluderer hovedbygningen, som ligger ud til Brøddegade med to tilknyttede bygninger liggende bagved.
Vandrøret sprang i den bagerste bygning, og man forventer ikke at kunne åbne fløjen i løbet af denne sæson.
– Vi regner bestemt ikke med at kunne være klar til at åbne den del i år. I stedet prøver vi at få lukket helt af, sådan at resten af hotellet ikke bliver påvirket, lyder det fra Jannie Buch Thorborg og uddyber, at Therns Hotel derfor stadig åbner til påske, omend det bliver med mindre kapacitet end normalt.
En af etagerne i den skadesramte bygning har nogle ældre vandrerhjemsværesler med bad på gangen, hvor det er et mål for hotelejeren at opgradere. Det var umiddelbart først tænkt til at skulle ske nogle år ud i fremtiden, men den uheldige situation kan måske være med til at skubbe projektet frem i køen.
– Vi er i gang med at finde ud af, hvad vi skal gøre fremadrettet. Min drøm er, at vi kan bygge om til nogle nye ferielejligheder eller lignende, og det kan godt være, at timingen er der nu. Men der er altså også lige noget økonomi, der skal hænge sammen for, at det kan lade sig gøre.