– For at få plads til udstillingen med guldgubberne var man nødt til at nedlægge museets naturafdeling. Og det blev starten på Natur Bornholm, siger Peter Haase.
Det geologiske oplevelsescenter i Aakirkeby åbnede først i 2000. Men Peter Haase har været med lige siden det første møde, som fandt sted i Boderne i januar 1993. Med på mødet var ildsjæle som Svend-Erik Jensen, Søren Wolff, Jan Harvest, Poul Aksel Eriksen og den lokale borgmester i den daværende Aakirkeby kommune, Birthe Juel-Jensen.
– Svend-Erik Jensen var cateringchef på Bornholmstrafikken, men var meget interesseret i natur og planter og den slags. Efter nedlæggelsen af naturafdelingen på Bornholms Museum gik han ind på Birthe Juel-Jensens kontor og sagde: Vi mangler et naturmuseum på Bornholm. Og så indkaldte Birthe til et arbejdsmøde. Jeg var kommet over for at deltage sammen med Bent Jørgensen, daværende direktør i Zoologisk Have, og jeg tegnede på mødet en tegning af muséet som blev starten på det hele, siger Peter Haase med den sædvanlige begejstring i stemmen.
Placeringen gav sig selv, tæt på Klintebakken og den underliggende fennoskandiske randzone, som kan ses med det blotte øje et stenkast fra Grønningen i det sydlige Aakirkeby. Her kan man skræve over 1,2 milliarder år – fra det urgamle nordbornholmske granitfjeld på den ene side, til det sydbornholmske sandstenslag på den anden.